Mød Aarhus Universitet i Festugen

Udforsk havbunden med undervandsdroner, lær mere om danske delikatesser og stil spørgsmål til forskere om alt mellem himmel og jord. Aarhus Universitet vil være til stede flere steder i Aarhus Festuge 2015, som finder sted 28. august -6. september. Få et overblik her.

18.08.2015 | Ida Hammerich Nielson

Stil spørgsmål til forskere fra Aarhus Universitet og kom med ombord på Danmarks nyeste forskningsskib, Aurora, når forskerne svarer i Festugen.

Oplev teknologiens forunderlige verden
I weekenden d. 29. og 30. august åbner AU Engineering dørene for en række forskellige aktiviteter i Navitas-bygningen på havnen. Du kan for eksempel hilse på den populære menneskelignende robot NAO, besøge 3D-print-laboratoriet og styre et kæmpe skib fra kontrolrummet i Danmarks største maskinrumssimulator. Ved havneområdet omkring Navitas står forskere og ingeniørstuderende fra Aarhus Universitet klar til at give dig oplevelser ud over det sædvanlige, blandt andet kan du få en tur i specialdesignede kanoer af beton rundt i havnebassinet og udforske havbunden med undervandsdroner.

Læs mere om AU Engineering i Festugen

Spørg en forsker
Har du gået og grublet over et spørgsmål eller en finurlighed, så har du nu mulighed for at søge afklaring hos forskere ved Aarhus Universitet. I samarbejde med Aarhus Festuge og TV2 Østjylland arrangerer Aarhus Universitet ’Spørg en forsker’, hvor universitets forskere står klar til at svare på spørgsmål fra publikum ombord på Danmarks nyeste forskningsskib, Aurora. 
Stil spørgsmål allerede nu og gerne inden 20. august og få svar enten under Festugen eller efterfølgende på TV2. Tilmelding til arrangementet nødvendig.

Læs mere om Spørg en forsker

Åbent skib på Aurora
Kom og få en rundvisning på Danmarks nyeste forskningsskib Aurora. Biologer og studerende står klar til at vise dig forunderlige planter, dyr og bakterier, der er fisket op på molerne omkring Aarhus Havn og fra bunden af Aarhus Bugten.

Læs mere om åbent skib

Sejlture med Aurora
Tag med ombord på Danmarks nyeste forskningsskib, Aurora, når vi letter anker fra Aarhus Havn og drager på et minitogt ud i Aarhus Bugt. På turen får du mulighed for at undersøge havbunden med et ekkolod.

Læs mere om sejlturene

Food Festival
Oplev fødevareforskningen ved Aarhus Universitet på tæt hold. Hvordan producerer vi sundere velsmagende fødevarer på en bæredygtig og ressourceeffektiv måde? Det kan du høre mere om, når der i Institut for Fødevarers telt på Food Festival bydes på smagsprøver af den nyeste fødevareforskning.

Læs mere om Aarhus Universitet på Food Festival

Foredrag: Lysets forunderlige rejse gennem Solen
Aarhus Festuges tema er 'Lys – mere lys', og FN's organisation for uddannelse, videnskab og kultur, UNESCO, har udråbt 2015 til at være lysets internationale år. Derfor er foredraget ”Lysets forunderlige rejse gennem Solen” ved postdoc i astronomi og geoscience Christoffer Karoff, Aarhus Universitet, helt oplagt. Foredraget handler blandt andet om solpletter, soludbrud og nordlys – fænomener, som har påvirket Jordens klima gennem tiderne og giver et fingerpeg om, hvad vi kan forvente os i fremtiden.

Læs mere om foredraget

Se det fulde program for Aarhus Festuge 2015

Samarbejde, Alumne, Ekstern målgruppe, Aarhus Universitet, Offentligheden/Pressen