Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nyt lønkatalog for medarbejdere på Health er trådt i kraft

Lønkataloget for medarbejdere på Health er blevet revideret. I det nye katalog er der tilføjet forhåndsaftalte tillæg på flere områder, og kataloget er blevet udbygget med et afsnit om særlige stillinger på SKT.

10.05.2016 | Sabina Bjerre Hansen

Healths nye lønkatalog er nu forhandlet på plads og gælder frem til og med marts 2018.

Healths nye lønkatalog er nu forhandlet på plads og gælder frem til og med marts 2018.

Healths lønkatalog revideres hvert andet år. I det nye lønkatalog er der sket ændringer inden for følgende områder (listen er ikke udtømmende):

·  Autorisation (tidligere B-autorisation) for selvstændigt virke (for læger) er hævet til 20.000 kroner pr. år.

·  Psykologer får tildelt et autorisationstillæg, hvis det er relevant for stillingen.

·  HK-laboranter, HK-kontoransatte, klinikassistenter og grafisk personale får kvalifikationstillæg efter færdiggørelse af fuld diplomuddannelse.

·  Der er tilføjet funktionstillæg for elevansvarlige, formand for ph.d.-foreningen m.fl.

Der er desuden skrevet et nyt afsnit om særlige stillinger ved SKT i det nye lønkatalog. Det handler blandt andet om faglærere, undervisningsassistenter og AC-undervisere.

Hvis du vil se, om der er ændringer inden for din medarbejderkategori, kan du læse mere i lønkataloget på Healths hjemmeside. Ellers vil du først blive berørt af eventuelle ændringer, når/hvis der sker ændringer i dit ansættelsesforhold.

Det nye lønkatalog omfatter videnskabeligt og administrativt personale, hvis løn- og ansættelsesvilkår reguleres af overenskomster mellem Finansministeriet og Fællesoverenskomsten for Offentligt Ansattes Organisationer – det statslige område og AC-overenskomsten.

Lønkataloget gælder fra nu og frem til den 31. marts 2018.


Om Healths lønkatalog

Health fik sit første lønkatalog for VIP-medarbejdere i 2013. Siden da er kataloget blevet udbygget til også at omfatte TAP-medarbejdere, og i dag gælder kataloget for de fleste medarbejdere på fakultetet.

Hvorfor har vi et lønkatalog?
Formålet med at have et lønkatalog er at sikre en ensartet og gennemsigtig løndannelse for medarbejderne på hovedområdet. Der har tidligere været stor spredning i løndannelsen, og det har skabt både forvirring og uklarheder. Det råder lønkataloget bod på.

Hvordan bliver lønkataloget til?
Healths lønkatalog bliver til i et samarbejde mellem udvalgte institutledere, tillidsrepræsentanter og repræsentanter for HR. Processen byder blandt andet på sparringsgruppemøder. Her gennemgår medlemmerne det gældende katalog, og gruppen diskuterer alle vinkler på en eventuel ændring. Derudover melder institutledere og tillidsrepræsentanter løbende ind til HR med ønske om og/eller forslag til eventuelle ændringer.

Når alt er samlet, diskuteret og beregnet, udarbejder HR et udkast til det kommende lønkatalog, som præsenteres for dekanen. Lønkataloget bliver vedtaget på et forhandlingsmøde mellem dekanen, tillidsrepræsentanterne og HR, som understøtter dekanen.

Du kan læse mere om løn, regler og love vedrørende ansættelse på Healths hjemmeside. Her finder du også lønkataloget på både dansk og engelsk.

Administrativt, Administration (Faglighed), Videnskabelig medarbejder, Health, Teknisk/administrativ medarbejder