Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nyt regionalt sundhedssamarbejde gavner midtjyderne

De tre store aktører i det midtjyske sundhedsvæsen, VIA University College, Region Midtjylland og Aarhus Universitet præsenterer nu et nyt samarbejde om sundhedsforskning og uddannelse - Human First.

23.04.2019 | Ida Skytte Asmussen

Fra Lemvig til Syddjurs kan borgere se frem til, at forebyggelse, behandling og pleje efter eksempelvis en blodprop i hjertet fremover bliver baseret på den allernyeste viden.  

Det bliver den midtjyske virkelighed med lanceringen af det nye partnerskab under navnet Human First, som VIA University College, Region Midtjylland og Aarhus Universitet står bag. De tre parter har samlet kræfterne på sundhedsområdet for at smelte uddannelse, behandling og forskning endnu mere sammen end i dag.

”I Region Midtjylland har vi en lang tradition for at samarbejde, og nu får vi en mulighed for, at fagprofessionelle kan arbejde sammen på tværs af organisationerne. Målet er at skabe ny viden og få den bredt ud, så den gavner borgerene, som samtidig vil opleve mere sammenhængende forebyggelses-, behandlings- og rehabiliteringsforløb end i dag,” siger dr.med. og cheflæge Per Jørgensen fra Human First.

Skydes i gang med hjerner og hjerter

Forud for en lanceringsevent den 2. maj har en lang række fagpersoner fra de tre organisationer udarbejdet to hvidbøger, der danner grundlag for de første initiativer i Human First.
I første omgang er fokus rettet mod borgere med sygdomme eller skader i hjernen og på borgere med behov for rehabilitering, helt konkret efter en sygdom i hjertet såsom blodprop.

”I alle tre organisationer er vi meget optaget af hjertekarsygdomme, og vi kan stadig blive bedre til at skabe og formidle viden på tværs,” siger Per Jørgensen og kommer med et konkret eksempel fra kommunerne, som også er involveret i Human First:

”I dag er der 19 forskellige måder at håndtere hjerterehabilitering i de 19 forskellige kommuner i regionen. Nogle steder skal man for eksempel gå til gymnastik, mens man andre steder bliver tilknyttet en fysioterapeut eller får samtaler. I Human First skal vi forske i, hvad der virker bedst og derefter sørge for, at viden om den bedste form for rehabilitering bliver bredt ud til alle i regionen.”

Læs mere om lanceringen den 2. maj i Søauditorierne på Aarhus Universitet.     


Human First:

  • bringer de i alt 35.000 medarbejdere i de tre institutioner tættere på hinanden. 
  • er bl.a. inspireret af King’s Health Partners fra London, som er blandt talerne til lanceringseventen den 2. maj.
  • har ikke kun regionens 1,2 millioner borgere i fokus, men også en ambition om at udvikle viden og løsninger, der kan inspirere og bruges af resten af verden.

Kontakt

Cheflæge, dr.med. og talsperson i Human First Per Jørgensen  
Telefon: 20663384
Mail: per.joergensen@rm.dk

Samarbejde, Teknisk/administrativ medarbejder, Health, Health, Videnskabelig medarbejder, Offentligheden/Pressen