Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Øger selvopfattet stress risikoen for atrieflimren?

Akut stress kan give højere risiko for atrieflimren, men det er stadig uvist, om dette også gælder ved mindre akut stress. Et nyt studie ved Aarhus Universitet tyder på, at der ikke er nogen direkte årsagssammenhæng mellem selvopfattet stress og en efterfølgende risiko for atrieflimren.

05.04.2017 | Marlene Lauridsen

Foto: Colourbox

Psykologisk stress er ofte forbundet med øget risiko for akutte hjertekarsygdomme. Holdet bag studiet har tidligere publiceret en undersøgelse der viste, at tabet af en ægtefælle blev fulgt af en forbigående øget risiko for atrieflimren.

For første gang præsenteres nu data, der tyder på, at der ikke er nogen direkte årsagssammenhæng mellem selvopfattet stress og en efterfølgende risiko for atrieflimren. De nye forskningsresultater er netop publiceret i det internationale videnskabelige tidskrift American Heart Journal.

Ny viden om indflydelsen af stress

Studiet er den første store befolkningsbaserede undersøgelse af sammenhængen mellem selvopfattet stress og atrieflimren. Den befolkningsbaserede kohorte af 114,337 deltagere kommer fra Den Nationale Sundhedsprofil 2010 og blev fulgt fra 2010 til 2014. Undersøgelsen indeholder information om forskellige livsstilsfaktorer og selvopfattet stress målt med Cohen’s Perceived Stress Scale (PSS).

Den store befolkningsbaserede kohorte viste ikke nogen tegn på en højere risiko for atrieflimren blandt personer med høj grad af selvopfattet stress.

Holdet bag studiet håber på, at denne rapport vil bringe ny viden om indflydelsen af stress på den menneskelige krop.

’’Det er stadig vores overbevisning, at visse årsager kan medføre øget risiko for hjertesygdom, specifikt atrieflimren. Vi håber, at dette arbejde vil hjælpe forskningen på området’’ udtaler læge Simon Graff.

Se artiklen “Does perceived stress increase the risk of atrial fibrillation? A population-based cohort study in Denmark”.


Bag om forskningsresultaterne

  • Studiet er baseret på registerdata for tilfældigt udvalgte danskere fra fire af de fem danske regioner.
  • I alt indgik 2171 personer, der oplevede atrieflimren for første gang.
  • Projektet er finansieret af Lundbeckfonden (unrestricted grant).

Kontakt

Læge Simon Graff
Forskningsenheden for Almen Praksis & Mental Health in Primary Care (MEPRICA)
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed & Institut for Klinisk Medicin
Telefon: +4540625339
simon.graff@clin.au.dk

Ph.d. -studerende Anders Prior 
Forskningsenheden for Almen Praksis og Mental Health in Primary Care (MEPRICA)
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed
Mobil: +4522993713
anders.prior@ph.au.dk

 

 

Forskning, Sundhed og sygdom, Offentligheden/Pressen, Meprica, Meprica, FEAP, FEAP