Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Offentlig-privat samarbejde skal fremme dansk diabetesforskning

Et nyt samarbejde mellem Novo Nordisk A/S og eksperter ved Aarhus Universitet skal tilføre ny viden om invaliderende diabeteskomplikationer. Samarbejdet giver unikke muligheder for at styrke forskningen i diabeteskomplikationer og patientbehandling.

03.10.2013 | Sabina Bjerre Hansen

Nyt samarbejde mellem Aarhus Universitet og Novo Nordisk A/S skal føre til større viden om behandlingen af de senkomplikationer, som fortsat rammer mange diabetikere.

Nyt samarbejde mellem Aarhus Universitet og Novo Nordisk A/S skal føre til større viden om behandlingen af de senkomplikationer, som fortsat rammer mange diabetikere.

Behandlingen af danske diabetespatienter er de sidste ti år blevet markant bedre takket være bedre behandlingsprincipper og øget politisk fokus på denne patientgruppe. Danske diabetikere har dog fortsat over 50 % højere risiko for tidlig død end danskere uden diabetes. Nu går Aarhus Universitet sammen med Novo Nordisk A/S for at ændre på den statistik. Et nyt samarbejde skal føre til større viden om behandlingen af de senkomplikationer, som fortsat rammer mange diabetikere.

Fokus på patienten

”Diabetes er en folkesygdom i den vestlige verden og nu også i tredjeverdens lande. Ved at arbejde sammen på tværs af universitets- og medicinalverden og slå vores forskellige kompetencer sammen får vi meget bedre muligheder for at skabe nye resultater inden for behandling af blindhed, nyresvigt, blodpropper og amputationer. Det kan gøre en forskel for rigtig mange diabetespatienter, ikke mindst børn og unge med diabetes,” siger dekan og professor Allan Flyvbjerg fra Aarhus Universitet. Han er én af initiativtagerne til det nye samarbejde.

”Med Novo Nordisks erfaring inden for behandling af diabetes og Aarhus Universitets ekspertise i senkomplikationer forventer vi at få en større forståelse for sygdommens langsigtede komplikationer. En forståelse, som potentielt vil bane vejen for bedre behandlingsmuligheder for patienterne,” siger Senior Vice President Peter Kurtzhals fra Novo Nordisk A/S.

Initiativ i tråd med regeringens vækstplan

Regeringen udsendte i juni deres ’Vækstplan for sundheds- og velfærdsløsninger’ med en række anbefalinger til, hvordan det danske forskersamfund, hospitaler og private aktører sammen kan styrke Danmarks vækst-, innovations- og beskæftigelsespotentiale. To af anbefalingerne i vækstplanen er ’Styrkede rammer for offentlig-privat samarbejde om klinisk forskning’ og ’Styrket samarbejde mellem universiteter og virksomheder om ph.d.-uddannelse’.

Det nye samarbejde mellem Aarhus Universitet og Novo Nordisk A/S er derfor helt i tråd med de ønsker, regeringen har om at stimulere Danmarks konkurrenceevne.

Særligt fokus på talentforløb

”Planen med det nye samarbejde er at udvikle nye fælles forskningsprojekter inden for sendiabetiske komplikationer. Men samarbejdet har i lige så høj grad det formål at tiltrække og fastholde særlige talenter både ved Aarhus Universitet og Novo Nordisk A/S,” siger Allan Flyvbjerg og fortsætter:

”Vi går faktisk endnu længere end anbefalingerne i Vækstplanen, idet vi ud over erhvervs-ph.d.’er også igangsætter særlige stillinger på post doc-niveau. Og muligheden for at etablere erhvervs-professorater er sågar også til stede,” fortæller Allan Flyvbjerg.    

Det nye forskningssamarbejde bliver skudt i gang i forbindelse med et seminar på Favrholm Campus i Hillerød torsdag den 3. oktober 2013, hvor samarbejdsaftalen vil blive underskrevet og hvor flere af de allerede planlagte forskningsprojekter vil blive præsenteret.

Yderligere oplysninger

Dekan Allan Flyvbjerg
Aarhus Universitet
Mobil: 5177 9548
alf@adm.au.dk

Media Relations Manager Mette Kruse Danielsen
Novo Nordisk A/S
Mobil: 3079 3883
mkd@novonordisk.com

Samarbejde, Alle grupper, Health, Health, Forskning