Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Per Kallestrup bliver ny leder af Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus

Per Kallestrup tiltræder den 1. februar 2019 som forskningsleder ved Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus. Her vil han fokusere på brugerinddragelse og det sammenhængende sundhedsvæsen, herunder prioritere tværsektorielt samarbejde og vægte den kliniske relevans af forskningen.

08.11.2018 | Lone Niedziella

Per Kallestrup tiltræder som forskningsleder ved Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus pr. 1. februar 2019.

Pr. 1. februar 2019 tiltræder Per Kallestup som ny forskningsleder ved Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus. Han skal fortsat styrke forskningen inden for almen praksis og de tilgrænsende områder i sundhedsvæsenet.

Fokus på udviklingspotentiale og kapacitetsopbygning er to centrale temaer i Per Kallestrups hidtidige karriere, som han tager med sig i sit nye virke. Han vil prioritere seks overordnede spor, som skal guide forskningsenhedens fremtidige aktiviteter: et sammenhængende sundhedsvæsen, klinisk relevans, brugerinddragelse, kapacitetsopbygning, ulighed i sundhed og globale initiativer. De seks spor belyser forskellige områder, der alle kredser om ”gevinsten for patienten”.

Per Kallestrup har et stort netværk i kraft af sit store engagement inden for feltet. Han har blandt andet været aktiv inden for Forum for Yngre Almen Medicinere (FYAM), Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) og i World Organization of Family Doctors (WONCA).

”Jeg har altid været brændende engageret i almen medicin og dets kerneposition som hoved­hjørnestenen i det danske sundhedsvæsen. Derfor er det en spændende udfordring for mig at være med til at udvikle og afstikke retningen for dansk almenmedicinsk forskning”, siger Per Kallestrup.

Per Kallestrup har mere end 10 års erfaring som alment praktiserende læge og har de sidste 7 år delt sin tid mellem Skødstrup Lægepraksis og Center for Global Health ved Aarhus Universitet. Han har gennem en lang årrække været engageret i internationalt samarbejde og har haft flere længere udlandsophold.

­­


Blå bog

  • Grundlægger og leder af Center for Global Health ved Aarhus Universitet siden 2011
  • Lektor ved Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet siden 2011
  • Alment praktiserende læge og kompagnon i Skødstrup Lægepraksis siden 2007
  • Speciallæge i almen medicin fra Aarhus og ph.d.-grad fra Københavns Universitet
  • Flere længere udlandsophold i bl.a. Spanien, USA og Zimbabwe
  • Har publiceret mere end 70 videnskabelige artikler
  • Gift med Lisbeth med hvem han har tre børn
Navnenyt, Sundhed og sygdom, Alle grupper, FEAP, FEAP