Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Prestigepriser til ph.d.’ere

To sundhedsvidenskabelige forskere er netop blevet hædret. Det skete, da Aarhus Universitets Forskningsfond uddelte ph.d.-priser til lovende unge forskere.

28.05.2013 | Helle Horskjær Hansen

Prismodtagerne Casper Bindzus Foldager og Anne Stidsholt Roug. Foto: Jesper Rais, Rais Foto.

Prismodtagerne Casper Bindzus Foldager og Anne Stidsholt Roug. Foto: Jesper Rais, Rais Foto.

Casper Bindzus Foldager og Anne Stidsholt Roug fra Aarhus Universitet, Aarhus Universitetshospital har fået Aarhus Universitets Forskningsfonds ph.d.-pris. En pris, der bliver uddelt hvert år og givet til unge forskere som en anerkendelse af den forskningsindsats, de har ydet. Med prisen følger 50.000 kroner.

Casper Bindzus Foldager forsker i at gendanne ledbrusk efter eksempelvis idrætsskader. Han beskæftiger sig med de mekanismer, der gør, at brusken heler af sig selv og årsager til, hvorfor man udvikler slidgigt efter skader i ledbrusken.

”Skader i ledbrusken er hyppige, men kan være svære at diagnosticere og behandle korrekt. Det er derfor vigtigt, at der ud over forskning i forbedrede behandlinger bliver sat fokus på sygdommen.
Forskning er hårdt arbejde, hvor der til tider er langt mellem de gode resultater. Derfor er det dejligt, at ens arbejde bliver anerkendt af andre, specielt at blive udvalgt mellem så mange dygtige forskere. Det giver endnu mere blod på tanden,” siger han.

Anne Stidsholt Roug er enig. Hun glæder sig over, at der nu kan blive sat endnu mere fokus på hendes forskningsområde, som er leukæmi.

”Det er en stor ære at få anerkendelse fra Universitetets Forskningsfond for det arbejde, man har leveret under sin ph.d.-tid. Jeg er glad for og stolt over, at man har valgt at hædre en læge fra det hæmatologiske speciale. Anerkendelse er altid motiverende for det arbejde, man udfører,” siger Anne Stidsholt Roug.

Casper Bindzus Foldager og Anne Stidsholt Roug fik prisen overrakt den 28. maj 2013 på Aarhus Universitet.

Yderligere oplysninger

Adjunkt, læge, ph.d. Casper Bindzus Foldager
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Ortopædkirurgisk Afdeling E
Direkte telefon: 7846 4132
foldager@ki.au.dk

Postdoc, ph.d., cand.med. Anne Stidsholt Roug
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Hæmatologisk Afdeling R
Direkte telefon: 7846 5256
roug@ki.au.dk

Sundhed og sygdom, Alumne, Health, Health, Navnenyt, Ekstern målgruppe, Forskningsårsstuderende, Offentligheden/Pressen, Ph.d.-studerende, Studerende