Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Lektor Tove Hedegaard Jørgensen og professor Lotte Bøgh Andersen modtager priser

To forskere modtager i forbindelse med årsfesten Aarhus Universitets Jubilæumsfonds Pædagogiske Hæderspris og Forskningsformidlingspris. Med prisen følger 100.000 kroner til prismodtageren.

12.09.2018 | Ida Hammerich Nielson

Lektor Tove Hedegaard Jørgensen (th.) modtager Aarhus Universitets Jubilæumsfonds Pædagogiske Hæderspris, og Professor Lotte Bøgh Andersen (tv.) modtager Aarhus Universitets Jubilæumsfonds Forskningsformidlingspris. Foto: Lars Kruse, AU Foto.

Lektor Tove Hedegaard Jørgensen modtager Aarhus Universitets Jubilæumsfonds Pædagogiske Hæderspris for sin undervisning.

Tove Hedegaard Jørgensen er levende optaget af undervisningsudvikling. Det afspejler sig blandt andet i, at hendes nuværende ansættelse er delt mellem Institut for Bioscience og ST Learning Lab (STLL).

Samtidig er hun i sin egen undervisning så opfindsom, dedikeret og engagerende, at ikke blot hendes studerende, men også hendes kolleger har stor glæde af det.

Hun har et stærkt fokus på, hvordan hun engagerer og aktiverer de studerende for at udvikle deres selvstændighed og dybe læring, og kolleger, der har undervist sammen med hende, fremhæver hendes enestående evne til at forklare komplekse forhold på en engagerende måde. Det samme gør hendes studerende, der er imponerede over hendes indsats for at få dem til at forstå stoffet.

Læs det fulde portræt af lektor Tove Hedegaard Jørgensen

Professor Lotte Bøgh Andersen modtager Aarhus Universitets Jubilæumsfonds Forskningsformidlingspris for sin vidtrækkende formidling af forskning i offentlig ledelse og forvaltning.

Lotte Bøgh Andersen formår på fornemste vis at formidle sin forskning til dem, som ønsker at vide, hvad der karakteriserer god ledelse, og hvordan man fremmer den. Det gælder nationale og internationale fagfæller, men i høj grad også de danske offentlige ledere og medarbejdere, som hun indgår i dialog med. Blandt andet har Lotte holdt en lang række foredrag for alt fra departementschefer og kommunale ledere til den almene borger i forsamlingshuse og gennem Folkeuniversitetet. I perioden 2014-2017 blev det til ikke mindre end 186 optrædener. 

”Forskning giver kun mening for mig, hvis resultaterne bliver delt, både med andre forskere og med relevante aktører i det omgivende samfund,” siger Lotte Bøgh Andersen.

Læs det fulde portræt af Professor Lotte Bøgh Andersen

 

 



 

Navnenyt, Alle grupper, Ekstern målgruppe, Aarhus Universitet, Alle AU-enheder