Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

RejsUd - nyt rejseafregningssystem i stedet for AURUS

Den 21. august skifter Aarhus Universitet rejseafregningssystem. Det nye system, RejsUd, kan bl.a. selv beregne afstande via Google Maps og kan bruges både fra mobil og tablet. Alle uafsluttede rejseafregninger i AURUS skal så vidt muligt håndteres inden sommerferien.

29.05.2018 | Louise Asmund-Hjorth

Grafik: RejsUd

RejsUd er et rejseafregningssystem, som har flere af de funktioner, der har været efterspurgt i AURUS. Udover at oprette udlæg, kørsler i egen bil, rejseafregninger m.m., som du også kunne i AURUS, kan RejsUd fx selv beregne afstande ved hjælp af Google Maps. Herudover virker RejsUd også på mobil og tablet, så du kan lave rejseafregningen, mens du er på farten. Du kan fx tage et billede af dine kvitteringer med mobiltelefonen og oprette afregningen på stedet. Rent administrativt har RejsUd også den fordel, at systemet er integreret i IndFak.
På grund af statens rejsecirkulære og AU’s rejseregler vil du dog fortsat skulle registrere en række oplysninger og vedhæfte bilag/kvitteringer i forbindelse med afregningen.

Det nye system, RejsUd, er valgt af Moderniseringsstyrelsen på baggrund af et udbud af det fælles statslige rejse- og udgiftssystem. RejsUd er ligeledes på vej til at blive implementeret på Københavns Universitet, og systemet er i velfungerende drift i 85 statslige institutioner under Moderniseringsstyrelsen.

Vigtige datoer at forholde sig til i overgangsperioden fra AURUS til RejsUd:

  • Har du uafsluttede rejseafregninger, herunder kreditkorttransaktioner i AURUS, bedes du få dem afsluttet, inden du går på ferie, dog senest op til 1. august
  • 1. august stopper kreditkortransaktioner med at blive indlæst i AURUS, og transaktioner i juli måned skal du afregne i AURUS hurtigst muligt efter din rejse
  • Hvis du rejser i perioden 1.-21. august 2018, skal du ikke afregne, før RejsUd åbner den 21. august
  • Alle brugere får tilsendt nyt brugernavn og adgangskode til RejsUd i ugen op til 21. august
  • RejsUd tages i brug fra den 21. august 2018
  • I efteråret vil der blive afholdt intromøder og webinarer for udvalgte medarbejdergrupper

Yderligere informationer om RejsUd

Der oprettes en informationsside om RejsUd med vejledninger, FAQ og oversigt over kurser i RejsUd. Vejledninger m.m. vil selvfølgelig være tilgængelig både på dansk og engelsk.

Har du brug for hjælp til afregning af rejser, kan du fortsat kontakte rejsegruppen i AU regnskab, som yder support både til AURUS og RejsUd.

Vil du vide mere om RejsUd, kan du kontakte Projektleder Merete Foged, AU Økonomi og Bygninger

Administrativt, Administration (Faglighed), Alle grupper, Alle AU-enheder, Aarhus Universitet, Ph.d.-studerende, Health, Teknisk/administrativ medarbejder, Videnskabelig medarbejder