Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Rektor og prorektor: Myter står i vejen for mange unges uddannelsesvalg

På fredag er der ansøgningsfrist til en videregående uddannelse. Det er anledning til at tage livtag med en række myter, der skaber unødvendigt mange bekymringer hos de unge.

02.07.2019 | Brian Bech Nielsen og Berit Eika

Fællesskabet med medstuderende er afgørende for at få det fulde udbytte og glæde af sit studie. FOTO: Lars Kruse

Økonom, tandlæge, historiker, ingeniør? Om lidt er der ansøgningsfrist til en videregående uddannelse, og mulighederne er mange. Ofte er studievalget forbundet med bekymring. Bekymring over, om man har truffet det rigtige valg. Om valget fører til den rigtige karriere, om egne kompetencer slår til, og om der er en risiko for at komme til at sidde mutters alene. Det er en trist udvikling! For kære kommende studerende, sandheden er, at studietiden åbner en port til et stort fællesskab og et rigere liv!

Vi forstår godt jeres bekymringer. Samfundet har altid store forhåbninger til den næste generation, og det kædes sammen med urimelige idealer og uheldige myter, som er med til at lægge et enormt pres på den enkeltes skuldre. På tærsklen til et nyt liv som studerende vil vi tage livtag med fire sejlivede myter, der står i vejen for, at I kan lægge bekymringerne til side.

Tror du også en akademisk uddannelse er vejen til arbejdsløshed?

Hvem har ikke hørt fortællingen om, at mange universitetsstuderende uddanner sig til arbejdsløshed? Mange af jer har prøvet at stå over for familie og bekendte, der lidt mistænksomt spørger, hvad I kan bruge den uddannelse til? Faktum er, at det skal I ikke nødvendigvis kunne svare på, før I er startet på uddannelsen. Flere af jer vil komme til at varetage jobs, vi end ikke kender i dag.

Ser vi på beskæftigelsesandelen for akademikere, er der ikke umiddelbart grund til bekymring. For alle personer i arbejdsstyrken med en kandidatuddannelse som højest fuldførte uddannelse har beskæftigelsesandelen ligget stabilt på omkring 96% i en årrække. Der findes uddannelser, hvor ledigheden er højere i den første tid efter dimission, men også uddannelser, hvor den er lig nul. Og universiteterne tilpasser løbende udbuddet af uddannelser og studiepladser til samfundets behov. Sandheden er, at uanset hvilken universitetsuddannelse I tager, er dyb faglighed og stærke personlige kompetencer fællesnævner, og det kan I bruge til at udfylde mange typer af jobs – eller selv skabe dem.

Akademikerinflation og verdensfjerne studerende

Alligevel lever en anden myte i bedste velgående – nemlig, at der er gået inflation i akademiske uddannelser. Det til trods for, at undersøgelser viser, at dimittender med en kandidatgrad bidrager til øget vækst i samfundet, og at der stadig er gevinster at hente ved at hæve uddannelsesniveauet yderligere. Et højt uddannelsesniveau er afgørende for Danmarks succes internationalt og nøglen til bæredygtige svar på samfundets udfordringer. Danmarks guld findes ikke i jorden, men i jeres hoveder og hænder.

Derfor er det også nødvendigt at punktere en tredje og udbredt myte om universitetet som et verdensfjernt elfenbenstårn, hvor man kan studere i fem år uden at afprøve sin viden i praksis eller være i kontakt med verden uden for universitetets mure. Virkeligheden er en helt anden i dag. Aarhus Universitet har gennem en årrække arbejdet målrettet med en erhvervssatsning, der blandt andet støtter de studerende i kontakten til arbejdsmarkedet. Virksomhedssamarbejder, case competitions, erhvervsspecialer, iværksætterforløb og karriereforberedelse er blot eksempler på initiativer. Tilbuddene er der – I skal bare gribe dem! For I får mest ud af studielivet, hvis I slår porten helt op og træder fuldt ind i studielivet – ikke bare fagligt, men også socialt.

Man studerer da for sig selv …

I har sikkert hørt historier om, at man som universitetsstuderende sidder alene med næsen i en bog og nørder – at det i bund og grund er lidt af et one man show. Faktum er, at man på universitetet læser mange bøger, dykker ned i sit stof og nørder i ordets positive forstand. Det skal man helst se en værdi i, hvis man vælger en universitetsuddannelse. Men det er langt fra hele sandheden. Aarhus Universitet er et campusuniversitet, og vi udbygger hele tiden rammerne for stærke faglige og sociale fællesskaber. Det gælder mødet mellem undervisere og studerende, men også samarbejdet og samværet de studerende imellem. De allerfleste studerende svarer i vores studiemiljøundersøgelser, at de får hjælp og støtte af hinanden, ligesom et stigende antal indgår i læsegrupper.

Det håber vi, at I vil benytte jer af undervejs i jeres uddannelse. Det styrker læringen, den personlige trivsel og evnen til at gennemføre studiet. For kort tid siden udkom Danmarks Evalueringsinstitut med en nedslående rapport, der viser, at hver ottende nye studerende føler sig ensom. Det er en udvikling, vi skal bremse. På Aarhus Universitet er der rig mulighed for at opdyrke sociale fællesskaber – vi har mere end 100 studenterdrevne foreninger, og rækken af events, fredagsbarer og aktiviteter er lang. Fællesskabet med medstuderende er afgørende for at få det fulde udbytte og glæde af sit studie.

Så til alle jer kommende nye studerende skal en opfordring lyde: Gør op med bekymringerne og grib fat om hele studielivet. I kommer til at begå fejl, men det er en del af pointen med en uddannelse – så længe I lærer af det. I kommer til at opleve skuffelser og udfordringer undervejs, men I vokser med opgaven – især hvis I hjælper hinanden. Brug tid på at lære jeres medstuderende at kende, engagér jer i foreningslivet, tag del i fællesskaberne og klø på med studierne – så får I ikke bare en fantastisk studietid, I vil også opleve, at dørene til jeres videre færd åbner sig.

Uddannelse, Administration (Faglighed), Alle grupper, Alle AU-enheder, Ledelsen