Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Rigtig godt nyt kvalitetsår!

Den 6. april begyndte et nyt år for kvalitetsarbejdet på AU. Det markerede Udvalget for Uddannelse for første gang med et kick off-møde sammen med uddannelsesrådgivere, uddannelseschefer og kvalitetsmedarbejdere. Målet er at skabe fælles fodslag om tværgående indsatser.

07.04.2017 | Camilla Schrøder

Uddannelsesberetningen, som giver en årlig status for uddannelsernes kvalitet på AU, var udgangspunkt for det kick off-møde, der skød et nyt års arbejde med kvalitetsprocesser i gang.

For AU var torsdag den 6. april starten på et nyt års arbejde med kvalitetsprocesser. Det nye kvalitetsår blev skudt i gang med et kick off-møde, hvor prorektor og prodekanerne for uddannelse mødtes med de centrale administrative medarbejdere, der arbejder med uddannelseskvalitet. I løbet af eftermiddagen blev der sat fokus på, hvordan man bedst understøtter et fælles kvalitetssystem.

”Uddannelseskvalitet skabes først og fremmest lokalt i de faglige miljøer, i undervisningslokaler og laboratorier. Vi skal sikre, at kvalitetssystemet også hænger sammen på tværs af universitetet og synliggør de udfordringer, der bedst løses ved en fælles indsats. Derfor er det så vigtigt, at vi er sammen om at skyde et nyt år for kvalitetsarbejdet i gang”, siger prorektor for uddannelse Berit Eika.

Data, dialog og opfølgning

Uddannelsesberetningen, som giver en årlig status for uddannelsernes kvalitet på AU, var udgangspunkt for kick off-mødet.

Nogle af de væsentlige emner, der blev taget op, var blandt andet en fælles spørgeguide, der skal inspirere til, at kvalitetsprocesserne omfatter grundig drøftelse af forskningsbasering og generelt sikrer, at deltagerne i uddannelseskvalitetsprocesserne kommer rundt om alle elementer i AU’s kvalitetspolitik.

Også den netop offentliggjorte studiemiljøundersøgelse var i centrum med det formål at identificere de vigtigste styrker og udfordringer og drøfte, hvordan man sammen sikrer, at der sker en opfølgning.

Herudover var datagrundlaget for kvalitetsprocesserne dominerende for mange af drøftelserne – ikke mindst de fælles indikatorer, man har vedtaget at måle på i forhold til kvalitetsprocesser, og som fremover er forankret i BI-enheden, der arbejder med ledelsesinformation generelt. De omfatter bl.a. førsteårsfrafald, omfanget af VIP-dækkede timer, studiemiljø og beskæftigelsestal.  Det samlede overblik over status på kvalitetsindikatorerne viser, at der er en positiv udvikling i forhold til sidste år, særligt studieprogression har udviklet sig positivt på tværs af uddannelser og fakulteter.

"Styrken af datagrundlaget har stor betydning for vores kvalitetssystem, og vi har efterhånden adgang til en hel del data om de enkelte uddannelser. Vi skal løbende se kritisk på, om vi får analyseret data på den bedste måde, og hvordan vi sikrer, at det bliver fulgt op med handling. Samtidig skal vi finde den rette balance imellem at have tilstrækkelig data til at belyse de forskellige elementer i uddannelsernes kvalitet uden at drukne i data, så det bliver uoverskueligt. Kickoff-mødet var en god lejlighed til at tage et helikopterperspektiv og få nogle konkrete input på bordet," fortæller Berit Eika og fremhæver samtidig, at det er vigtigt, at der er sammenhæng mellem kvalitetsprocesserne og universitetets strategiske satsninger.

I 2016 var det strategiske fokus i udvalgets arbejde lagt på fremdrift. I år er blikket rettet mod overgangen fra universitetet til arbejdsmarkedet. Det betyder blandt andet, at der arbejdes med datagrundlaget for beskæftigelse. Målet er at styrke de processer, der skal sikre uddannelsernes kvalitet i forhold til det, arbejdsmarkedet efterspørger.

Kvalitetsprocesser godt på vej til at være ’plejer’

I det kommende år skal kvalitetsarbejdet udvikles og konsolideres, og det sker bl.a. gennem sikring af et velfungerende undervisningsevalueringssystem.

”Der er plads til udvikling, og vi er hele tiden i dialog om at evaluere kvalitetssystemet. Men vi er også så langt med vores kvalitetsprocesser, at vi nu kan sige, at vores vigtigste forsæt er at konsolidere det store stykke arbejde, som både medarbejdere, studerende og ledere har engageret sig helhjertet i for at sikre kvalitet i undervisning og uddannelse. Man kan sige, at vi skal vores kvalitetsprocesser er godt på vej til ’plejer’,” siger Berit Eika.

Arbejdet med uddannelseskvalitetsprocesser foregår på alle niveauer i organisationen og følges op i den årlige status i uddannelsesberetningen samt i de lidt mere omfattende uddannelsesevalueringer, som hver uddannelse gennemfører hvert femte år. Processerne er med til at sikre, at man i tide opdager kvalitetsmæssige udfordringer og kan sætte rettidigt ind.

 

 

Politik og strategi, Administration (Faglighed), Alle grupper, Ekstern målgruppe, Enhedsadministration