Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Risiko for allergi er forskellig i små og store by-miljøer

Forskere fra Aarhus Universitet viser for første gang, at de små marginaler i vores miljø kan spille ind på udviklingen af bl.a. pollenallergi. Det gør f.eks. en forskel, om vi vokser op i en stor eller mindre by.

18.08.2015 | Kirsten Olesen

Selv mindre forskelle i miljøet under opvæksten kan påvirke helbredet.

Selv mindre forskelle i miljøet under opvæksten kan påvirke helbredet.

Er det sundere at vokse op i en lille by end i et miljø med mere end 250.000 indbyggere? Det kunne noget tyde på i et nyt studie fra Aarhus Universitet. I hvert fald, når fokus er på udvikling af allergi og overfølsomhed over for bl.a. pollen, græs og husstøvmider.

Det er kendt, at allergi og overfølsomhed er mest udbredt i de industrialiserede lande og især blandt dem, der vokser op i byerne: Så jo mindre urbaniseret, vores opvækst er, desto mindre er forekomsten af allergi, viser flere studier.

Men nu peger det nye forskningsprojekt for første gang på, at skillelinjen ligger et andet sted, end man hidtil har troet. Den går ikke kun mellem storby og natur/land, men også inden for by-miljøerne selv, hvor forskelle i størrelse kan gøre udslaget.

Ikke kun størrelsen tæller

”Vores data tyder klart på, at ikke kun ekstremerne som f.eks. forskellen mellem at vokse op i New York eller på Ny Guinea har betydning. Selv mindre forskelle i miljøet under opvæksten kan påvirke dit helbred – herunder om du udvikler allergi. Vi kan således aflæse en markant faldende kurve (gradient), der viser, at marginalerne er langt mindre end hidtil antaget”, siger postdoc Grethe Elholm fra Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet.

”Så det kan faktisk gøre en forskel for helbredet, om man er vokset op i Aarhus eller Hadsten”.

Hun tilføjer, at det ikke er størrelsen på byerne, der alene har betydning: Det spiller ind, hvordan vi i øvrigt lever – herunder hvad vi spiser, hvilke hverdagsprodukter vi bruger (shampoo, deodorant, creme), om vi får medicin, har kæledyr m.m. - lige som teorien er, at det kan være godt at udsætte sit immunsystem for masser af forskellige påvirkninger, også fra bakterier.

Studiet er netop publiceret online i det videnskabelige tidsskrift Clinical & Experimental Allergy. Det viser desuden en forskel på at vokse op på landet og på en gård med dyr, selv om forskellene er knap så tydelige her, som inden for by-miljøerne.

Se abstract af artiklen ”The Danish urban-rural gradient of allergic sensitization and disease inadults


Om undersøgelsen

  • Studiet omfatter 1.236 danske mænd I alderen 30-40 år dels fra den såkaldte ”Glostrup-kohorte”, dels fra Sund Stald-kohorten.
  • De fire kategorier, som forskerne har arbejdet med, er: Storby (mere end 250.000 indbyggere), lille by (over 3.000 indbyggere), på landet uden gård (under 3.000 indbyggere) og endelig på gård med husdyr.
  • Forskningsprojektet er gennemført i samarbejde med forskere fra Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed i Region Hovedstaden, Glostrup Universitetshospital, Københavns Universitet, Aalborg Universitet samt firmaet ALK-Abelló.
  • Et tidligere studie fra samme forskningsgruppe på Aarhus Universitet viste i 2013, at miljøet i landbrug kan forebygge eller dæmpe overfølsomhed og allergi – selv hos voksne.

Yderligere oplysninger

Postdoc, ph.d. Grethe Elholm
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed, Sektion for Miljø, Arbejde og Sundhed
Mobil: 2211 2044
gelh@ph.au.dk

Lektor, ph.d. Vivi Schlünssen
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed, Sektion for Miljø, Arbejde og Sundhed
Mobil: 2899 2499
vs@pu.au.dk

Professor Torben Sigsgaard
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed, Sektion for Miljø, Arbejde og Sundhed
Mobil: 2899 2426
ts@ph.au.dk

 

Forskning, Videnskabelig medarbejder, Institut for Folkesundhed, Health, Teknisk/administrativ medarbejder, Studerende, Ph.d.-studerende, Offentligheden/Pressen