Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Sapere Aude-millioner til AU-talenter fra hele verden

Det er en mangfoldig gruppe, der modtager de netop offentliggjorte Sapere Aude-bevillinger, som gives til særlige talenter. Denne bevillingsrundes ti modtagere på Aarhus Universitet repræsenterer otte forskellige nationaliteter.

16.12.2013 | Signe Frøkiær

Talentfulde forskere fra AU har modtaget Sapere Aude-priser. Arkivfoto: Jesper Rais, AU Kommunikation

Det er alt fra biologiske studier om kaskelothvaler til filosofiske analyser af sindet og hjernen, der bliver hædret med Sapere Aude trin tre-bevillinger fra Det Frie Forskningsråd. Tre af bevillingsmodtagerne er fra Danmark, mens de øvrige er fra Singapore, Island, Italien, Kina, Canada, Israel og Holland.

Modtagerne har hver fået tildelt mellem 440.000-500.000 kr., som en supplerende bevilling. Sapere Aude-bevillingerne er anderledes bevillinger på det punkt, at de ikke kan søges direkte. De bliver tildelt de mest talentfulde forskere blandt de kandidater, der har fået tildelt et individuelt postdoc-stipendium af Det Frie Forskningsråd i 2013. I år er der i alt 39 modtagere af den særlige ekstra bevilling, heraf altså ti fra Aarhus Universitet.    

Bevillingerne giver modtagerne mulighed for at gøre noget ekstraordinært for at fremme deres forskning og karriere, forklarer her en af modtagerne, Nina Kerting Iversen, Institut for Klinisk Medicin:

”Sapere Aude-bevillingen giver mig en helt unik mulighed for at skabe et vigtigt samarbejde med verdens førende forskningsgruppe inden for hjernefysiologi ved Harvard Medical School. Med prisen får jeg mulighed for to forskningsophold på Harvard, for her at tillære mig avancerede og nyudviklede teknikker til at studere blodflowet i kapillærerne. Desuden får jeg mulighed for at invitere en af deres yngre forskere fra Harvard til Aarhus for at hjælpe med installationen af nyt udstyr og samarbejde med projektet.”  

 

Læs mere om de ti modtageres forskning og portrætter af dem ved at følge links nedenfor:

 

Om Sapere Aude

Sapere Aude-programmet består af tre virkemidler:

  • DFF-Forskertalent (postdocniveau)
  • DFF-Forskningsleder (lektorniveau)
  • DFF-Topforsker (professorniveau)

Programmets vigtigste formål er:

  • At styrke forskningens vækstlag og udvide talentmassen
  • At finansiere forskningsprojekter af absolut højeste kvalitet og skabe en tydelig karrierevej for de dygtigste forskere, blandt andet ved at sætte fokus på rollemodeller
  • At være springbræt for eliten til international prestige og netværk
  • At forberede eliten til at søge bevillinger hos internationale råd og fonde, særligt Det Europæiske Forskningsråd (ERC)
Bevillinger og priser, Alle grupper, Alle AU-enheder, Forskning, Navnenyt, Talentudvikling