Skab synlighed om din forskning - vær med til Forskningens Døgn

Aarhus Universitet inviterer i år til Forskningens Døgn i og omkring Stakladen onsdag den 24. april fra kl. 14-18 under overskriften ’Fascinerende forskning’. Vil du være med? Så tilmeld dig nu og grib muligheden for at præsentere din forskning for et bredt publikum.

19.02.2019 | Sabina Bjerre Hansen

Du kommer bredt ud med din forskning, hvis du tilmelder dig Forskningens Døgn med et oplæg, en stand, en debat eller måske noget helt fjerde. Foto: Ida Jensen/AU.

Såvel garvede forskere som unge forskningstalenter kan være med, når AU inviterer til Forskningens Døgn, og alle idéer er velkomne – jo mere spektakulære, inspirerende og publikumsinddragende aktiviteter, des bedre. Rammerne lægger op til følgende aktiviteter, og du vælger selv, hvad der passer dig og dit emne bedst:

  • Speedforedrag af 10 eller 20 minutters varighed (inkl. spørgetid), hvor du kondenserer dit/jeres forskningsområde til en 'spiselig' omgang forskningsformidling.
  • En stand i Stakladen med hands-on-eksperimenter, workshops, udstillinger eller andet, der inddrager publikum.
  • Tværfaglige paneldebatter eller workshops, som involverer publikum.

AU’s afdeling for Events og Kommunikationsstøtte står for al praktik omkring lokaler, postervægge, strøm etc. til standene og for markedsføring af arrangementet, så du kan fokusere på din aktivitet.

Sidste frist for tilmelding er fredag den 1. marts 2019

Du tilmelder dig via tilmeldingsskemaet (pdf), som skal sendes til projektleder Charlotte Boel på cbo@au.dk senest fredag den 1. marts. Skriv fem letforståelige linjer om den forskning, du vil præsentere, og lav en fængende overskrift, så teksten kan bruges som appetitvækker til din aktivitet i det husstandsomdelte program.


Vil du vide mere?

Universitetet forventer at få besøg af mindst 1.000 borgere til Forskningens Døgn – et gratis videnskabsarrangement, der er åbent for alle. AU skaber på forhånd stor opmærksomhed omkring arrangementet, bl.a. med et husstandsomdelt program til ca. 150.000 husstande i Aarhus og omegn, bannere i bybilledet, online-annoncering på de sociale medier og direkte markedsføring hos relevante aktører. Samtidig gør universitetet en særlig indsats for at skabe presseomtale af arrangementet og den forskning, der bliver præsenteret på dagen.

Du kan læse mere om Forskningens Døgn på www.au.dk/fd  eller kontakte projektleder Charlotte Boel på mobil: 30 69 80 81 eller mail cbo@au.dk

Arrangement, Videnskabelig medarbejder, Health, Health, Institut for Biomedicin, Ph.d.-studerende, Institut for Folkesundhed, Institut for Klinisk Medicin, Institut for Odontologi, Graduate School of Health