Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

To store bevillinger til AU skal fremme forståelsen af vores hukommelse

Med to bevillinger på hhv. 2,5 mio. kr. fra Danmarks Frie Forskningsfond og 3 mio. kr. fra Lundbeckfonden i ryggen skal professor Marco Capogna fra Aarhus Universitet blandt andet undersøge, hvordan bestemte nerveceller påvirker vores hukommelse.

22.06.2018 | Simon Byrial Fischel

Professor Marco Capogna fra Aarhus Universitet skal, med to nye bevilling på i alt 5,5 mio. kr., bruge de næste tre år på at undersøge nervecellernes rolle i hukommelsen.

Den menneskelige hjerne indeholder omkring 90 milliarder nerveceller, som tilsammen udgør et komplekst informationsnetværk, hvori der konstant udveksles signaler ved hjælp af elektriske impulser og kemiske signalstoffer. Det er i disse udvekslinger, at vores tanker, drømme og ikke mindst hukommelser dannes.

I et nyt treårigt forskningsprojekt vil professor Marco Capogna stille skarpt på en særlig type signalstof kaldet GABA og forsøge at afdække, hvilken rolle stoffet spiller i hjernen på pattedyr. Målet er at opnå større indsigt i nervecellernes forskellige funktioner og hvilken rolle, nervecellerne spiller i forhold til vores hukommelse. De nye indsigter kan vise sig at være relevante for en lang række hjernesygdomme som f.eks. epilepsi, autisme, Alzheimers sygdom og skizofreni.

Med millionbevillingerne håber Marco Capogna desuden at kunne etablere en ny metode til at opfange elektriske impulser i hjernen – noget, som kun meget få laboratorier på verdensplan er i stand til i dag.

Kontakt

Professor Marco Capogna
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin,
DANDRITE
Tlf.: 87168407
marco.capogna@biomed.au.dk

Bevillinger og priser, Sundhed og sygdom, Health, Health, Videnskabelig medarbejder, Navnenyt, Forskning, Institut for Biomedicin, Teknisk/administrativ medarbejder, Forskning