Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Studerende budt velkommen i ministeriet

Tyve studerende får i denne uge et særligt kig ind i maskinrummet hos Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, som er flyttet til Aarhus. Tirsdag blev de budt velkommen af minister Carsten Hansen (S).

24.09.2013 | Thomas Sørensen

Minister Carsten Hansen bød de studerende velkommen i ministeriet. Foto: Anders Trærup, AU Kommunikation

De studerende skal fremlægge deres arbejde for ministeren sidst på ugen. Foto: Anders Trærup, AU Kommunikation

”Der var ikke helt nok at lave for jer i det første programudkast. Derfor har jeg lagt lidt flere ting på, så det bedre afspejler virkeligheden i ministeriet”.

Sådan – og med et glimt i øjet – afsluttede minister for By, Bolig og Landdistrikter, Carsten Hansen, sin velkomst til ’ministeriets nyeste medarbejdere’, som han kaldte de tyve studerende fra Aarhus Universitet, der i denne uge er i en særlig praktik - måske som de første ministerie-praktikanter nogensinde uden for København.

Praktikken er en del af et omfattende projekt, hvor ministeren flytter sine aktiviteter til Østjylland og etablerer mini-departementer på Aarhus Universitet og Aarhus Rådhus. Carsten Hansen og de medrejsende embedsmænd skal blandt andet besøge kollegier og udsatte boligområder og mødes med borgmestre, forskere og borgere.

 

Vigtige erfaringer til studiet

Statskundskabsstuderende på femte semester, Maja Melgaard, er dog ikke skræmt over udsigten til at blive sat i arbejde. Tværtimod ser hun det ugelange praktikophold som en unik chance for at se ministeriet indefra:

”Det bliver meget spændende at få praktiske erfaringer, og det er jo super relevant for min uddannelse. Ministeriepraktik er ikke en mulighed, man normalt har i Aarhus, så jeg glæder mig meget – og jeg regner helt afgjort med at få inspiration til min fremtidige karriere”.

Sammen med de øvrige praktikanter får Maja Melgaard blandt andet til opgave at arbejde med en konkret politisk problemstilling og fremlægge et løsningsforslag for ministeren sidst på ugen.

Carsten Hansen betonede i sin velkomst, at han regner med, at praktikanterne løbende vil bidrage med nye perspektiver og idéer og i det hele taget udfordre tænkningen hos de embedsmænd, som er rejst med til Aarhus. Til gengæld bliver der så rig mulighed for at få et privilegeret indblik i det ministerielle maskinrum og måske et par gode karrieretips.

 

København er ikke den eneste by

For by-, bolig- og landdistriktsministeren er udflytningsprojektet en mulighed for at se de effekter, som lovgivningsarbejdet på Christiansborg har i byerne og landdistrikterne.

”Det er en hjertesag for mig at komme ud af ministeriets kontorer. Jeg er af den klare overbevisning, at politik bedst udvikles der, hvor den skal virke. København er ikke den eneste by i Danmark, og løsningerne på de problemstillinger, vi står over for, kan ikke altid udtænkes af de garvede hoveder i vores ministerium”, forklarede ministeren.

De studerende fremlægger deres arbejde for Carsten Hansen på fredag. Au.dk følger med i de studerendes hverdag og bringer i næste uge en artikel om, hvordan praktikopholdet forløb.

 

Uddannelse, Alle AU-enheder, Alumne, Samarbejde, Kommende studerende, Offentligheden/Pressen, Studerende