Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Studerende i Herning med bamser, alkohol og kondicykler

Der var bamsehospital for de små, kondicykler for de store og analyse af de unge herningenseres forbrug af alkohol, da studerende fra Aarhus Universitet satte fokus på sundhed i Herning i forbindelse med byens 100-års jubilæum. Samtidig skabte aktiviteterne synlighed om de sundhedsfaglige uddannelser på Aarhus Universitet.

21.05.2013 | Kristian Serge Skov-Larsen

Det blev en dag i sundhedens tegn, da studerende fra medicin, folkesundhedsvidenskab og idræt på Aarhus Universitet indtog HerningCentret lørdag den 11. maj 2013 i forbindelse med Hernings 100 års jubilæum. Her kunne de handlende få et lille indblik i nogle af universitets sundhedsfaglige uddannelser gennem aktiviteter for både store og små, der fokuserede på de første møder med lægen, alkohol og kondition.

Til lægen med bamsen

Allerede når man er helt lille, støder man på sundhedsvæsenet i form af besøg hos lægen. Og er man én meter høj og bliver mødt af en hvidklædt person med en slange om halsen, en hammer i lommen og en idé om, at de skal undersøge en, kan det virke lidt voldsomt. Derfor stillede en gruppe medicinstuderende op med Bamsehospitalet. Her kunne børn medbringe deres bamse og få den undersøgt og behandlet. Det hjalp til at få børnene til at forstå, at lægen er der for at hjælpe og afmystificere læge- og hospitalsbesøg.

Alkohol øger trivslen blandt unge herningensere

Til de lidt ældre besøgende kunne studerende fra folkesundhedsvidenskab fortælle om alkoholforbruget blandt de unge i Herning. Det var ikke bare højere end unges forbrug generelt i Region Midt. Med sig havde de studerende også en undersøgelse, der viste, at der var størst sandsynlighed for god trivsel, hvis de unge drak mere, end hvad Sundhedsstyrelsen anbefaler. Det overraskende resultat satte gang i diskussionerne blandt standens besøgende.

Seks minutters cykling afslørede kondital

Vi ved alle, at vi skal dyrke motion. Men viden om løbeturens lyksaligheder er ikke altid nok til at få os op af sofaen og i gang. Derfor stod idrætsstuderende klar med kondicyklen og måleudstyr til at foretage en konditionstest på de shoppende herningensere. Bare seks minutters cykling var nok til at få vished og få dokumenteret sin gode form – eller måske få bekræftet sin dårlige samvittighed.

Yderligere information

Tina Hjort Hansen
Aarhus Universitet, Dekansekretariatet
Mobil: 2022 3512
thh@sun.au.dk

Arrangement, Studerende, Institut for Folkesundhed