Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Sundhedsopfindere skal skabe vækst

En ny tværfaglig innovationsuddannelse målrettet sundhedssektoren ruster iværksættere til at udvikle flere nye løsninger med større markedspotentiale. Forløbet, der er den første af sin slags i Danmark, bygger på amerikansk succes med konceptet.

25.10.2013 | Lotte Fisker Jørgensen

”Produkter bliver mere nuancerede - og dermed lettere at afsætte - når forskellige kompetencer har været med til at udvikle en idé. Derfor er tværfaglighed et grundvilkår i vores tilgang til innovation,” siger innovation manager Martin Vesterby, der er én af hovedkræfterne bag det aarhusianske BioMedical Design-program. Foto: AU Kommunikation

De fleste har prøvet at få en lys idé, der kan løse et større eller mindre problem, men hos de fleste forbliver idéen med at være netop det - en idé. For innovation er ikke så ligetil endda:

”Det er let at få en god idé, men det kan være mere end svært at omsætte den til virkelighed. Mange glemmer at undersøge, om der overhovedet er et behov for produktet, eller hvordan markedet ser ud,” siger amerikanske Garrett Cale Smith, der er underviser på Danmarks første innovationsuddannelse målrettet sundhedssektoren, BioMedical Design.

Uddannelsen startede i august på Aarhus Universitet. Den er inspireret af det Stanfordbaserede BioDesign-program, der betragtes som den mest prestigefulde uddannelse for amerikanske iværksættere inden for sundhedssektoren.

Innovation kræver viden og mod

Som serieiværksætter med flere succesrige virksomheder bag sig og tidligere fellow fra BioDesign-programmet ved Garrett Cale Smith, hvad han taler om. Det er netop hans viden om innovation i teori og praksis, der skal hjælpe de danske BioMedical Design-fellows på vej til at blive succesfulde iværksættere. Han mener, at innovation er noget, der kan og bør læres:

”For at komme fra idé til implementering er det utroligt vigtigt at kende til de grundlæggende innovationsprocesser. Disse er simpelthen forudsætningen for succes som iværksætter. Det er sådanne systemer og processer, jeg kan lære de danske fellows,” siger Garrett Cale Smith, som understreger, at innovation også kræver mod til at opdyrke nyt land. 

Innovation skabes gennem tværfaglighed

På BioMedical Design er det et krav, at de optagne fellows har vidt forskellige faglige profiler.

”Meget tyder på, at det simpelthen giver bedre resultater, når forskellige fagfolk som læger, ingeniører og økonomer arbejder sammen.  Det skyldes, at produkter bliver mere nuancerede - og dermed lettere at afsætte - når forskellige kompetencer har været med til at udvikle en idé. Derfor er tværfaglighed et grundvilkår i vores tilgang til innovation,” siger innovation manager Martin Vesterby, der er én af hovedkræfterne bag det aarhusianske BioMedical Design-program.

Ud over amerikanske Garrett Cale Smith underviser også medarbejdere fra Ingeniørhøjskolen, Center for Entrepreneurship og etnografi på uddannelsen, så også på undervisningssiden er tilgangen tværfaglig. 

På BioMedical Design-programmet følger de otte fellows gennem to måneder læger og andet personale på to hospitalsafdelinger. Formålet er at skabe behovsbaserede løsninger:

”Når man taler innovation, er fokus ofte på en bestemt idé. Det er ikke vores udgangspunkt. Vores fokus er på behovene ude på hospitalsgangene snarere end på idéerne. For det er netop de behovsbaserede idéer, der er mest levedygtige og dermed bedst til at skabe vækst,” siger Martin Vesterby.

Kun få europæiske innovationsuddannelser

BioMedical Design er den første danske innovationsuddannelse, og der findes også kun få i Europa. I USA er der dog fokus på innovation. På Stanford University og andre førende amerikanske universiteter er der en tendens til at udbyde flere og flere innovationsfag, fortæller Garrett Cale Smith. Og det er vejen frem:

”Ved at undervise de nye generationer i, hvordan man skaber innovation, uddanner man ikke kun kandidater til selv at blive iværksættere. De bliver også dygtige til at undervise andre i innovation, fordi de har lært de grundlæggende processer. Det er derfor en god investering at satse på mere uddannelse i innovation, som det danske program er et eksempel på”, siger Garrett Cale Smith.

BioMedical Design er en efteruddannelse på Aarhus Universitet, udviklet og driftet af INNO-X Healthcare. INNO-X er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Region Midtjylland, Aarhus Universitetshospital, MedTech Innovation Center og private virksomheder/aktører.

 Fakta om BioMedical Design 

  • BioMedical Design er en deltidsuddannelse, der varer 11 måneder.
  • Uddannelsen henvender sig især til kandidater med en sundhedsvidenskabelig, teknisk eller merkantil baggrund.
  • For at blive optaget skal man have en kandidatuddannelse og relevant erhvervserfaring.
  • Hvert år vil der blive optaget otte fellows.

 Læs mere

Sundhed og sygdom, Offentligheden/Pressen, Alle AU-enheder