Børn af gravide rygere går tidligere i puberteten

Hvis mor ryger under graviditeten, er der risiko for, at hendes børn går i puberteten tidligere. Det viser stor undersøgelse fra Aarhus Universitet, som netop er offentliggjort i det internationale tidsskrift American Journal of Epidemiology.

11.10.2018 | Helle Horskjær Hansen

Drenge og piger af mødre, der har røget ti cigaretter eller mere under graviditeten, gik i gennemsnit tre til seks måneder tidligere i puberteten end børn, hvis mødre ikke røg.

Drenge og piger af mødre, der har røget ti cigaretter eller mere under graviditeten, gik i gennemsnit tre til seks måneder tidligere i puberteten end børn, hvis mødre ikke røg.

Er det svært at kvitte cigaretterne under graviditeten er her endnu en grund til at stoppe. En forskergruppe fra Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet kæder nemlig moderens rygning i graviditeten sammen med, hvornår hendes børn går i puberteten.

”Vi fandt, at børn af mødre, som havde røget mere end ti cigaretter dagligt i graviditeten gennemsnitligt gik tre til seks måneder tidligere i puberteten end børn af ikke-rygere,” fortæller ph.d.-studerende, Nis Brix, der er en af forskerne bag undersøgelsen.

Studiet er blandt de største pubertetsundersøgelser på verdensplan, og resultaterne er blevet til på baggrund af undersøgelsen ”Bedre sundhed i generationer” fra Statens Serum Institut.

Kan få sygdomme senere

I undersøgelsen har 15.819 gravide kvinder og deres børn deltaget. Under graviditeten blev kvinderne spurgt til deres rygevaner. Dernæst fulgte man børnene, som udfyldte 83.810 spørgeskemaer om deres pubertetsudvikling fra 11-års alderen og hvert halve år derefter.

Og tidlig pubertet bekymrer forskerne.

”Tidlig pubertet kan være forbundet med en øget risiko for en række sygdomme som voksen, som fedme, sukkersyge, hjertekarsygdomme og visse kræftformer,” siger Nis Brix, som sammen med sine kollegaer arbejder på at identificere årsagerne til tidligere pubertet for at forebygge.

”Det er kendt, at rygning er skadeligt for det ufødte foster. Rygning er blandt andet forbundet med øget risiko for lav fødselsvægt, for tidlig fødsel og for øget dødelighed. Der er således en lang række andre gode grunde til at kvitte cigaretterne før graviditeten. Vi håber, at vores resultater kan bruges som endnu en motiverende faktor for rygestop for kvinder, som planlægger at blive gravide,” fortæller Nis Brix.

Bag om forskningsresultatet:

Studietype: Epidemiologisk studie

Ekstern finansiering: Det Frie Forskningsråd og Faculty of Health Sciences, Aarhus Universitet.

Samarbejdspartnere: Andreas Ernst, Lea L. B. Lauridsen, Erik T. Parner, Jørn Olsen, Tine B. Henriksen og Cecilia H. Ramlau-Hansen, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet.

Læs hele den videnskabelige artikel ”Maternal Smoking During Pregnancy and Timing of Puberty in Sons and Daughters: A Population-Based Cohort Study” i American Journal of Epidemiology.

Kontakt

Læge, ph.d.-studerende, Nis Brix
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed
Mobil: 30232548
Mail: nis.brix@ph.au.dk

Ph.d.-studerende, Health, Health, Forskning, Teknisk/administrativ medarbejder, Institut for Folkesundhed, Videnskabelig medarbejder, Offentligheden/Pressen