Undersøgelse af seksuelt krænkende adfærd på universiteterne sættes i gang

Universiteterne i Danmark er meget optagede af at forebygge seksuelle overgreb og krænkende adfærd mod studerende og hjælpe de krænkede bedst muligt. Derfor sætter universiteterne nu gang i en spørgeskemaundersøgelse.

03.05.2018 | Signe Schou

Danske Universiteter og Danske Studerendes Fællesråd har sammen besluttet at undersøge karakteren af seksuelt krænkende adfærd rettet mod universitetsstuderende.

Derfor inviteres universitetsstuderende til at deltage i en spørgeskemaundersøgelse, der skal give mere viden om, i hvilke sammenhænge der finder seksuelt krænkende adfærd sted, og hvilke typer krænkelser der er tale om. Undersøgelsen retter sig mod de studerende, som har oplevet seksuelt krænkende adfærd i løbet af studietiden.

Undersøgelsen skal gøre universiteterne klogere på, hvor man kan sætte ind og afhjælpe eventuelle problemer med seksuelle krænkelser af forskellig art. Undersøgelsens resultater vil universiteterne bruge som et element i det løbende arbejde med at skabe et godt og trygt studiemiljø for alle universitetsstuderende.

Den 3. maj udsendes en mail til alle universitetsstuderende med et link til spørgeskemaundersøgelsen. Mailen bliver udsendt til de studerendes universitets-mail.

På Aarhus Universitet kan du til enhver tid henvende dig til din studievejleder, hvis du har oplevet krænkende adfærd. Spørgeskemaet er anonymt og kan ikke spores tilbage til den enkelte studerende. Derfor vil det heller ikke være muligt for universitetet at tilbyde hjælp til den krænkede på baggrund af spørgeskemaet.

Undersøgelsen kan besvares frem til 17. maj.

Administrativt, Studerende, Alle AU-enheder, AU Uddannelse