Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Undervisningsevalueringer til debat

Hvordan kan undervisningsevalueringer give større værdi? Det var det helt centrale spørgsmål til et ”gå-hjem”-møde om undervisningsevalueringer, hvor studerende, undervisere samt institut- og studieledere var mødt op for at debattere.

14.12.2015 | Signe Opstrup

Niels Lehmann, prodekan for uddannelse på Arts, byder deltagerne velkommen.

Studerendes evalueringer af undervisningen kan være med til at løfte uddannelseskvaliteten, men der er flere dilemmaer forbundet med evalueringsarbejdet. På ”gå-hjem”-mødet om undervisningsevalueringer fortalte specialkonsulent i Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), Tue Vinther-Jørgensen, at den helt store udfordring er at få skabt en sammenhæng mellem formålet med evalueringen, dens indhold og så den metode, man anvender. Læs mere herom i EVA’s rapport, som bygger erfaringer fra 12 uddannelser på fem institutioner - universiteter, professionshøjskoler og erhvervsakademier.

Udfordringer og løsninger

Lone Koefoed Hansen, lektor på afdeling for digital design og informationsvidenskab, er optaget af, hvilke konkrete tiltag, der kan være med til at forbedre udbyttet af de studerendes input. På "gå-hjem"-mødet kom hun med følgende forslag:

”Vi skal gøre formålet med evalueringerne mere synligt, og så skal vi spørge rigtigt. Et andet vigtigt element er sparring og konstruktiv kritik underviserne imellem. Undervisning skal i alle led være et fælles kollegialt anliggende, hvor vi som undervisere skal have mulighed for at snakke om evalueringerne og lære af hinanden,” fortæller Lone Koefoed Hansen.

Om udfordringerne siger hun: 

”I den form, vi oftest ser dem i, kan evalueringerne føles ressourcekrævende og ikke så nærværende. Derudover ser vi svarprocenter på helt ned til 12 %, hvilket ikke er specielt motiverende. For det tredje kan man også opleve, at studerende kommer til at evaluere mere på underviseren i stedet for undervisningen. MEN evalueringerne er obligatoriske, og som underviser forsøger jeg derfor at få det bedste ud af dem ved at gøre spørgsmålene konkrete og læringsnære. Derfor har jeg og et par kollegaer udviklet nogle anderledes spørgsmål i evalueringerne, som er med til at give evalueringerne mere værdi.”

Berit Eika, prorektor for uddannelse anerkender de udfordringer og dilemmaer, som Lone Koefoed Hansen beskriver og fortæller, at det er noget, vi hele tiden skal forholde os til:

”Samtidig ser vi gode eksempler på, at evalueringerne opfattes som hjælpsomme. Jeg håber derfor, at vi fremover vil opleve mange flere tiltag som Lones, hvor både undervisere og studerende går aktivt ind og supplerer evalueringerne og sætter en god kvalitetsdialog i gang.”

Fælles evalueringer på vej

På grund af et stort pres udefra for at synliggøre de studerendes evalueringer, arbejder AU i øjeblikket på at implementere en fælles teknisk evalueringsplatform som kan tilgodese fagmiljøernes ønsker - og samtidig imødekomme de voksende eksterne krav til dokumentation af universitetets evalueringsindsats, fx i forbindelse med institutionsakkreditering. Dette blev også debatteret på mødet. Berit Eika fortalte:

”I den fælles platform har vi valgt et minimum af fælles spørgsmål, og arbejder så ellers for muligheden for, at den enkelte uddannelse kan tilføje de spørgsmål, som de har brug for. Det er dog også vigtigt, at vi husker på, at undervisningsevalueringerne blot er en af mange måde at indsamle info på. Det allervigtigste er stadig dialogen mellem de involverede parter.”

Må jeg spørge om noget?

Sidste punkt på dagsordenen for ”gå-hjem”-mødet var en paneldebat, hvor publikum fik mulighed for at bidrage med erfaringer og spørgsmål. Blandt emnerne, som blev drøftet, var undervisernes muligheder for at evaluere hinanden, implementering af de kommende, fælles undervisningsevalueringer, dilemma mellem kontrol og udvikling mv.

Yderligere oplysninger

Se eller gense power points-oplæg fra oplægsholderne:

  • Tue Vinther-Jørgensen fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) - power points.
  • Lone Koefoed Hansen, lektor på afdeling for informationsvidenskab og digital design på AU - power points + video

Hvis du vil vide mere om arrangementet, er du velkommen til at kontakte Kirsten Brusgård, rådgiver for prorektor.

Arrangement, Pædagogik, læring og filosofi, Videnskabelig medarbejder, Studier, Studier, Uddannelse, Studerende