Udvinding af uran i Grønlands undergrund er højaktuel. Jagten på uran begyndte for godt 60 år siden og var præget af spændingerne under Den Kolde Krig. Det viser et omfattende forskningsprojekt ledet af Aarhus Universitet. Det sætter for første gang fokus på amerikanske og danske forskning i Grønland efter Anden Verdenskrig.

28.01.2014 | Rasmus Rørbæk

Danske videnskabshistorikere har sammen med historikere på Florida State University brugt de sidste tre år på at analysere arkivmateriale i Danmark, USA, Frankrig, Belgien og Canada. Projektet har vist, at amerikanske militærinteresser og de danske politiske ønsker om at forhindre suverænitetsafgivelse havde omfattende betydning for den forskning, der blev sat i værk i Grønland, mens Den Kolde Krig ’rasede’.

”Vores projekt sætter for første gang i videnskabshistorien fokus på de forskningsprojekter, der blev sat i gang under Den Kolde Krig. Projektet har resulteret i omfattende viden om den naturvidenskabelige udforskning af Grønland relateret til Den Kolde Krigs politiske spændinger,” siger forskningsleder og lektor Matthias Heymann fra Center på Videnskabsstudier på Aarhus Universitet.

Forskerne har udredt, hvilke forskningsaktiviteter, der blev prioriteret, og hvad resultaterne af dem var indenfor en række udvalgte discipliner i Grønland under Den Kolde Krig.

”Aktiviteterne betød, at suveræniteten over Grønland fik en stor politisk vigtighed for de danske myndigheder. De mange videnskabelige aktiviteter spillede her en fundamental rolle i dansk udenrigspolitik, og de danske myndigheder forsøgte at genindtage og sikre de nationale krav om fuld suverænitet over Grønland i en tid, hvor Arktis havde en central strategisk betydning,” forklarer Matthias Heymann.

Et andet formål har været at finde frem til, hvordan forskningsaktiviteterne blev påvirket af politiske, militære, kolonielle og miljømæssige hensyn – og om særinteresser havde nogen betydning for forskningen.

Grønlands uran var et sprængfarligt emne

Forskningsprojektet har bl.a. haft fokus på et område, der også har betydning for den politiske situation i dag: udvindingen af Grønlands råstoffer.

Videnskabshistorikerne har afdækket, at den danske regering i de første ti år efter Anden Verdenskrig nok tillod eftersøgning efter uran i Grønland, men at det skulle foregå i det dulgte. Grønlands råstoffer, og især uran, var et sprængfarligt emne for landets forskere og politiske myndigheder i starten af Den Kolde Krig. Man så også helst, at resultatet var negativt, for så ville det være meget lettere at holde de to supermagters opmærksomhed – og mulige indblanding – væk.

”Det var et særdeles følsomt emne for de danske myndigheder i årene efter Anden Verdenskrig, som kun blev mere ømt, efterhånden som Den Kolde Krig eskalerede,” forklarer lektor emeritus Henry Nielsen, der sammen med tidligere post.doc. Henrik Knudsen, har afdækket det danske uran-spøgelses historie.

Efter atombomberne over Hiroshima og Nagasaki var den internationale jagt på uran for alvor gået ind. USA og England gjorde, hvad de kunne for at sikre sig noget nær et globalt monopol ved at sikre sig rettighederne til uranresurserne i en lang række lande. I 1946 havde USA tilbudt at købe Grønland af Danmark, men dette var pure blevet afvist af den danske regering. Danmark foretog selv diskrete undersøgelser, der viste, at der var spor af uran i Østgrønland, men den mest lovende forekomst fandtes tilsyneladende i det sydvestlige Grønland – nærmere betegnet omkring Kvanefjeld.

”Det ses tydeligt i de historiske dokumenter, at videnskabsmændene dengang havde en klar forståelse af, at uransagen skulle behandles med diskretion. Man frygtede, at fund af uran på Grønland ville give alvorlige diplomatiske problemer; for eksempel at Sovjet kunne reagere ved at kræve adgang til Bornholm, nu hvor USA havde baser på Grønland. I det hele taget kan Danmark sammenlignes med en lus klemt mellem to supermagter i den periode, og det var med til at diktere indsatsen omkring uraneftersøgningen i de tidligere undersøgelser,” siger Henry Nielsen.

Drømmen om dansk uran brast

I 1953 holder præsident Eisenhower i FN sin ”Atoms for peace”-tale, hvori han især fokuserer på atomenergi til fredelige formål. Den tale blev startskuddet til en storstilet dansk uranjagt på Grønland med Niels Bohr som formand for den nyoprettede Atomenergikommission (AEK).

”Danmark øjnede nu omsider muligheden for at udvinde uran på eget territorium og blive sin katastrofale afhængighed af importerede energiressourcer kvit. Men der var en insisteren på at gøre det på egne præmisser og med danske aktører uden hjælp fra amerikanske eller engelske eksperter. Det, vi i forskningsgruppen kalder for dansk tekno-videnskabelig nationalisme, fik en negativ indflydelse, da de danske forskere og teknikere troede for meget på egne evner, og stort set udelukkede andre fra at deltage i arbejdet af hensyn til dansk suverænitet over Grønland,” siger Henry Nielsen.

Udkommet af arbejdet var da heller ikke prangende. Aktørerne i projektet havde meget forskellige baggrunde i form af militære, videnskabelige og kommercielle kompetencer og vidt forskellige agendaer, og der var en manglende politisk styring, hvilket betød, at samarbejdet om at finde rentable metoder til at udvinde den fundne uranforekomst ikke kørte gnidningsfrit.

”Der var, med slet skjult reference til et H.C. Andersen eventyr om konen med æggene, mere fokus på gevinsten end på vejen derhen i årene mellem 1955-57, og skønt der blev bedre styr på indsatsen op gennem tresserne, lykkedes det ikke at indfri drømmene om danske atomreaktorer drevet af dansk uran,” opsummerer Henry Nielsen.

Atomkraft – nej tak!

Op gennem 1970erne var der et ønske om at forsøge at indlemme atomkraft i det danske energinet, men det var politisk set en udfordring på flere fronter. Dels på grund af det manglende fund af tilgængelig uran, og dels fordi der var opstået en folkelig modvilje omkring atomkraft. Herhjemme måske bedst kendt i form af de gule mærkater med den smilende sol og sloganet ”Atomkraft – Nej tak!”.

I Grønland var der i denne tid en reaktion mod det danske ja til at indgå i EF i 1972. Grønland havde et ønske om at tage vare på egne interesser og tarv, og ikke at lade Danmark diktere fremtidige råstofudvindinger, lige som et medlemskab af EF kunne true det grønlandske fiskeri, hvis andre nationer fik adgang til den vitale ressource for befolkningen. Så selv om man nu var bedre til at udvinde uranen på forsøgsanlægget Risø, så var der ikke en fri bane til at opstille rammerne for et dansk-grønlandsk uraneventyr.

”Politisk set skubbede man i Danmark en endelig beslutning foran sig ved i 1976 at vedtage et dekret, der bestemte, at man ikke ville indføre a-kraft, før man kunne skaffe sig sikkert af med affaldet. De følgende års undersøgelser førte ikke et acceptabelt svar med sig, og i 1985 blev a-kraft endeligt afskrevet som en mulighed. I samme periode fandt Grønland for alvor sin egen politiske stemme over for Danmark, hvilket i 1988 resulterede i en nul-tolerance politik overfor uranudvinding,  en beslutning der betød det endelige dødsstød for projektet.

Det blev enden på godt 40 års fejlslagne politiske og økonomiske drømme om den grønlandske undergrund for Danmark til trods for, at videnskabsmændene efterhånden havde opnået en betydelig viden om råstoffernes tilstedeværelse og mulige udvinding,” forklarer Henry Nielsen.

Uranspøgelset vender tilbage                                                                           

Nul-tolerance politikken er dog nu til debat igen på Grønland, hvor den nye regering siden sommeren i år har arbejdet hen mod udnyttelse af diverse råstofforekomster. Denne gang med fokus på udvinding af sjældne jordarter, men stadig med uran som et omdrejningspunkt.

”Uran-spøgelset har formået at gøre et dramatisk comeback 25 år efter, man troede det var manet i jorden,” som Henry Nielsen siger; ”man har i mange år omtalt Grønland som ’Danmarks lotteriseddel’, når det gælder forekomster af råstoffer. Men med de nye politiske tendenser hos Selvstyret ser det ud til, at det er Grønland selv, der nu gør forsøget på at indløse gevinsten i samarbejde med udenlandske mineselskaber.”

Tager man et par skridt tilbage, kan det måske virke fristende at sige, at ’lotteriet’ er som tidligere, men at aktørerne i dag har andre navne som Kina, Australien, Greenland Minerals and Energy, og Grønlands Selvstyre. Den danske regering er også stadig med som aktør, da den er tilbøjelig til at definere uranudvinding som et sikkerhedspolitisk spørgsmål, hvilket i henhold til selvstyreaftalen giver Danmark indflydelse på beslutningerne, forklarer Henry Nielsen:

”Der var en række årsager til den fejlslagne danske indsats under Den Kolde Krig og i årene efter. Den vigtigste var suverænitetsspørgsmålet, og det kan meget vel blive en styrende faktor for denne nye situation også, da man firkantet sagt frygter at sælge Grønlands undergrund til udenlandske interesser. I 1970’erne var det den grønlandske emancipation fra det danske styre, der fik stor betydning – hvilket også spiller en central rolle i den nuværende debat.

Der er en række fascinerende paralleller mellem dengang og nu, og det bliver meget interessant at følge udviklingen i årene fremover,” slutter Henry Nielsen.