Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

VIDEO: Vejen til viden er brolagt med åbenhed

300 kliniske forskere fik motioneret nysgerrigheden ved ’the 1st Annual Research Meeting’ på Institut for Klinisk Medicin. Målet var at blive klogere på de andres forskning, dele erfaringer – også om det svære – for derigennem at stimulere til nye samarbejder på tværs. Se videoen og hør, hvad folk tog med derfra.

17.11.2017 | Simon Byrial Fischel og Nanna Jespersgård

’Chance favors the prepared mind’, sagde Louis Pasteur i 1800-tallet, og hvis det udsagn holder, går den kliniske forskning mod gunstige tider.

I hvert fald udvekslede over 300 medarbejdere forbløffende mængder ny viden og tog derfor, hvis vi skal blive i Pasteurs logik, rede hjem fra det store tværfaglige forskermøde på Institut for Klinisk Medicin, the 1st Annual Research Meeting. Mødet blev tirsdag d. 14. november afviklet i et stopfyldt Auditorium A på Aarhus Universitetshospital.

Ideen med at mødes hen over en eftermiddag og aften var at lade åben vidensdeling på tværs af fagområder stimulere til øget samarbejde mellem forskningsgrupperne, og, som institutleder Kristjar Skajaa formulerede det i sin velkomst, "ikke bare flashe de dygtige forskere, men også lære fra dem".

Se den korte video og hør, hvad nogle af deltagerne og institutleder Kristjar Skajaa tog med fra mødet:

Arrangementet introducerede i øvrigt to vandrepokaler, en for bedste flashtalk og en for bedste posterpræsentation, der begge skal videre til en ny modtager om et år, når ’the 2nd Annual Research Meeting’ afvikles. Bedste flashtalker 2017 blev postdoc Eva Greibe, mens årets pris for bedste posterpræsentation tilfaldt ph.d.-studerende Martin Berthelsen.

De virkelige helte - bag arrangementet

Ikke overraskende var der efter auditoriedelen bragende ovationer til arrangørerne bag den historiske dag og aften. Arrangørgruppen består af forskerne Søren Dinesen Østergaard, Lene Niemann Nejsum, Michael Pedersen, Asger Andersen og Ingunn Skogstad Riddervold samt sekretariatsmedarbejderne Linda Ibsen (leder), Pernille Brink Csösz og Maria Bøndergaard Røjkjær.

Se evt. programmet eller tidligere omtale i artiklen Over 300 vil diskutere forskning på tværs.

 

 

 

 

Forskning, Sundhed og sygdom, Videnskabelig medarbejder, Institut for Klinisk Medicin, Health, Teknisk/administrativ medarbejder, Health, Ph.d.-studerende, Ekstern målgruppe, Offentligheden/Pressen