Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

VIDEO: Årets underviser på medicin

Klinisk lektor i patologi, Steen Bærentzen, inddrager teknologi, kunst, litteratur og humor i undervisningen. Det hædrer de studerende ham nu for.

07.03.2017 | Henriette Stevnhøj

Klinisk lektor i patologi, Steen Bærentzen, er kåret som årets underviser på medicinstudiet 2017.

Klinisk lektor i patologi, Steen Bærentzen, er kåret som årets underviser på medicinstudiet 2017.

At dømme efter bifaldet kunne man tro, at prodekan Charlotte Ringsted har annonceret en rockstjerne i Søauditoriet på Medicinerskabets faglige dag. Men det er klinisk lektor i patologi, Steen Bærentzen, som træder op på scenen for at modtage prisen som årets underviser på medicin. Og han er et populært valg. Mens klapsalverne brager fra rækkerne med de studerende, gør Steen Bærentzen klar til at takke for prisen. Det sker – selvfølgelig – med inddragelse af hans iPhone, som er projekteret op på det store lærred. Først drejes kameralinsen ned på diplomet og hernæst mod sønnen Albert og resten af familien, som følger fejringen fra forreste række. 

Steen Bærentzen får prisen for at gøre undervisningen nærværende med quizzer, referencer til litteratur og kunst, og for at gøre det komplicerede simpelt og relevant.

Det bærer hans takketale også præg af. Steen Bærentzen viser et røntgenbillede af datteren Maries lungeinfektion (”det flotteste undervisningseksempel på lobær pneumoni!”) og et billede af kæmpen Rubeus Hagrid og madame Maxime fra Harry Potter-universet (”hvor finder man ellers akromegali og gigantisme på én gang?”).

Netop hans inddragende stil har gjort hans undervisning så populær, at man skal komme i god tid for at få en plads til forelæsningerne, sagde Charlotte Ringsted i sin tale.

Det er de studerende, som ved afstemning kårer årets undervisninger på medicin. Prisen uddeles på Medicinerskabets faglige dag, som i år fandt sted 3. marts. Udover hæderen modtager Steen Bærentzen 25.000 kr.

Læs også portrættet af Steen Bærentzen i Omnibus.au.dk:

Videnskabelig medarbejder, Institut for Klinisk Medicin, Health, Navnenyt, Sundhed og sygdom, Teknisk/administrativ medarbejder, Health, Studerende