I løbet af 2014 og 2015 får AU et fælles system til læringsaktiviteter og online håndtering af kursusmateriale, som studerende kan genkende - uanset hvilket hovedområde de er tilknyttet, og hvilke fag de følger. Systemet hedder Blackboard.
31.03.2014 |
Blackboard er AU’s nye digitale mødested for undervisere og studerende. Det er et såkaldt ”Learning Management System” (LMS), som kan håndtere it-baseret undervisning og kontakt mellem undervisere og studerende uden for den almindelige holdundervisning.
Det bliver en stor fordel for studerende på Aarhus Universitet at få et fælles system frem for at skulle skifte mellem læringsplatforme, når de tager fag på tværs af uddannelser og hovedområder. På sigt skal Blackboard derfor erstatte tidligere systemer som fx CampusNet og FirstClass.
Blackboard kan bruges til formidling af information om kurser, som samlingspunkt for kursusmateriale og som forum for online læring og studenteraktiviteter. Det betyder blandt andet, at læring og undervisning ikke kun behøver at foregå via forelæsning, men kan finde sted både før og efter holdundervisningen ved hjælp af de redskaber, som er til rådighed i Blackboard. For underviserer bliver det også nemt at distribuere materialer og informationer til de studerende – og de studerende kan få direkte besked, når der er nyt i Blackboard fra deres undervisere.
På BSS er Blackboard taget i brug. De øvrige hovedområder indfører systemet i løbet af 2014 og 2015.
Implementeringen på de øvrige hovedområder sker i to etaper og forberedelserne til første etape er i fuld gang. Det betyder, at mange studerende på Health, Science and Technology og Arts får adgang til systemet i begyndelsen af efterårssemesteret.
Anden etape foregår i forårssemesteret 2015 – her tages Blackboard i brug på hele AU. Senere i 2015 samles installationerne, idet også BSS flyttes over på den samme platform.
Du får direkte besked, når du skal til at bruge Blackboard.