Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Bestemte gener øger risikoen for alkoholmisbrug

Har du et problematisk alkoholforbrug? Så vil du statistisk set også være særligt genetisk disponeret for at udvikle blandt andet depression og søvnløshed. Og for at blive afhængig af stoffer og tobak. Det er forskere fra iPSYCH med til at vise i et nyt internationalt studie, hvor de har fundet 19 nye risikogener bag problematisk alkoholforbrug.

02.06.2020 | Helle Horskjær Hansen

Det danske bidrag til den internationale undersøgelse kommer fra  Mette Nyegaard og Anders Børglum, begge fra Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet og iPSYCH.

Det danske bidrag til den internationale undersøgelse kommer fra Mette Nyegaard og Anders Børglum, begge fra Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet og iPSYCH.

Forskerne har set på hvilken rolle generne spiller, når et menneske år efter år drikker så store mængder alkohol, at han eller hun ender med at få alvorlige psykologiske-, sociale- og helbredsmæssige skader.

Spørgsmålet om genernes rolle er centralt, fordi problematisk alkoholforbrug i de fleste kulturkredse er en af de væsentligste årsager til sygdom, tidlig død og sociale problemer.

Og derfor har forskere i en årrække prøvet at identificere såkaldte risikogener bag problematisk alkoholforbrug – blandt andet i håb om at kunne udvikle nye former for behandling af drikfældighed. Hidtil har videnskaben kendt til 10 af disse genvarianter. Det tal er nu steget til i alt 29 - takket være den nye undersøgelse, som netop er offentliggjort i Nature Neuroscience.

Bag undersøgelsen står en international gruppe forskere fra USA, Storbritannien, Tyskland, Sverige og Danmark.

De danske deltagere er lektor Mette Nyegaard og professor Anders Børglum, begge fra Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet og iPSYCH.

Bestemte alkohol-gener

Forskerne havde adgang  til et meget stort DNA-materiale i form af de komplette genetiske profiler fra flere hundredetusinde mennesker. I dette tilfælde er der tale om i alt 435.000 personer.

”Vi analyserede systematisk alle personernes DNA. Og det, der blev kigget efter, var forekomsten af flere millioner forskellige DNA-varianter – det vil sige specielle versioner af bestemte gener,” fortæller Mette Nyegaard.

Meningen var at finde ud af, om de deltagere, der havde et problematisk alkoholforbrug, også typisk havde en hyppigere forekomst af bestemte genvarianter end deltagere med et uproblematisk forhold til alkohol.

Mønsteret af disse risikogener blev nu sammenlignet med mønsteret af risikogener for andre sygdomme, og herefter kunne forskerne se, at problematisk alkoholforbrug er genetisk tæt beslægtet med en række psykiatriske sygdomme. Ligesom problematisk alkoholforbrug også er tæt genetisk beslægtet med stofmisbrug og rygning.

Slægtsskab mellem misbrug

”Hvis man skal sige det lidt overordnet, så begynder vi nu at kunne se omridset af en genetisk arkitektur. En form for slægtskab mellem misbrug af alkohol og misbrug af andre stoffer - og mellem misbrug af alkohol og psykiatriske lidelser, eksempelvis ADHD og depression. Der er altså en genetisk komponent, som spiller ind her, men studiet viser også, at generne ikke er hele historien, og at de ikke alene bestemmer det samlede udfald. Andre faktorer som miljøet vil i høj grad også kunne spille ind”, forklarer Mette Nyegaard.

De risikogener, forskergruppen har identificeret, giver nyt indblik i de biologiske mekanismer, som er involveret i udviklingen af problematisk alkoholforbrug.

Håbet er, at den viden på sigt muligvis bidrage til udvikling af ny medicin, der markant kan dæmpe – ideelt set helt slukke - for alkoholafhængighed hos mennesker.

Om der er medicinkandidater af den kaliber blandt de 29 risikogener bag problematisk alkoholforbrug, som nu er kortlagt, er uafklaret. Men undersøgelsen i Nature Neuroscience viser, at 16 af dem faktisk er såkaldte drug-targets, hvilket vil sige, at de kan påvirkes med kendte farmaceutiske stoffer.

Undersøgelsen viser desuden, at de genvarianter, der i en eller anden udstrækning fremmer problematisk alkoholforbrug, også er med til at udløse søvnløshed.
______________________________________________________________________________

Problematisk alkoholforbrug

Betegnelsen problematisk alkoholforbrug, som forskerne anvender i artiklen dækker over personer, som havde fået en decideret alkoholisme-diagnose, og personer uden alkoholisme-diagnose, men med et selvrapporteret, personligt alkoholforbrug, der medførte sociale, psykologiske og helbredsmæssige problemer.

_______________________________________________________________________________

Bag om resultatet

  • Studiet er et genetisk associations studie af problematisk alkoholforbrug inkluderende i alt ca 435.000 personer fra fire store kohorter, heraf knap 60.000 personer med decideret alkoholafhængighed
  • Studiet er ledet af Yale University. Samarbejdspartnere er fra USA og England
  • Lundbeckfonden har finansieret studiet
  • Den videnskabelige artikel kan læses i Nature Neuroscience.  

Pressemeddelelsen er afsat til og bragt på dr.dk den 31.5.2020.

Kontakt

Ph.d., lektor Mette Nyegaard
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Mobil: 22 31 36 02
nyegaard@biomed.au.dk

Forskning, Offentligheden/Pressen, Health, Health, Videnskabelig medarbejder, Institut for Biomedicin, Teknisk/administrativ medarbejder