Den er kostbar, og vi vil gerne have mere af den. Tiden er blevet en helt central ressource, som vi kæmper om, sparer på og organiserer efter bedste evne. Det skyldes blandt andet et krav om at være i evig udvikling, siger filosof.

12.09.2013 | Ida Hammerich Nielson

Illustration: Louise Thrane Jensen

Vækkeuret ringer. Morgenrutinerne klares efter et stramt program, så du kan nå på arbejde klokken otte. I løbet af arbejdsdagen sørger du for ikke at spilde tiden, og du vurderer løbende, hvilke arbejdsopgaver du har tid til at tage på dig. Når klokken nærmer sig fire, drøner du af sted mod børnehaven, så dit barn ikke bliver hentet som den sidste. Herefter starter et kapløb mod uret, hvor indkøb, legeaftaler, tøjvask, lektier, madlavning og børns og voksnes fritidsinteresser skal gå op i en højere enhed, inden alle dejser om.

Lyder noget af dette bekendt?

Tiden er en knap ressource i dag. Sådan oplever vi det i hvert fald. Tiden er noget, vi kæmper for og om. Det ser vi også på et samfundsmæssigt plan, for eksempel i forårets overenskomstforhandlinger mellem KL og lærerne, der grundlæggende handlede om, hvem der skulle have lov til at bestemme over folkeskolelærernes tid.

Vi vogter over vores tid.

Cecilie Eriksen, filosof og ph.d.-studerende på Juridisk Institut, har redigeret flere bøger, blandt andet »Det meningsfulde liv«. Hun har en tætpakket kalender, men har med meget kort varsel sagt ja til at give AUgustus en halv time af sin tid. En frokosttallerken med blandede salater fra Stakladens kantine balancerer faretruende på en bogstabel på hendes kontorbord.
»Ja, jeg tænkte, at jeg lige kunne slå to fluer med ét smæk,« smiler hun, inden hun går i gang med at forklare, hvorfor tiden er blevet en helt central ressource i dag.
»Den velstand og sikkerhed, som vi har i den vestlige verden, er globalt og historisk set enestående. Vores store velstand gør, at vi har en hel masse muligheder, vi ikke havde tidligere. Vi kan i dag både have et arbejdsliv, et familieliv og et fritidsliv – og vi føler også, at vi bør have det hele. Og så bliver tiden pludselig en knap ressource.«

Fremad, fremad, fremad

Objektivt set har vi ikke fået mindre tid til os selv. Undersøgelser fra Rockwool Fondens Forskningsenhed viser tværtimod, at vi per dag arbejder 43 minutter mindre i gennemsnit i forhold til 1964. »Problemet« er altså alle de ekstra aktiviteter, vi propper ind i døgnet. Vi vil dyrke kulturen, lege med børnene, tage på café, shoppe, træne, surfe på nettet. Vi vil det hele. Det skyldes ifølge Cecilie Eriksen en udbredt opfattelse af, at vi ikke må gå i stå.
»Vi lever i en udviklingskultur. Vi må ikke stå stille, vi skal hele tiden udvikle os. Der er et stort fokus på forandring, og med det fokus følger et særligt tidsperspektiv: et fokus på fremtiden. Hvis vi har løbet en halv maraton, føler vi også, at vi bør løbe en maraton, og hvis vi har løbet en maraton, bør vi også tage en ironman. Vi får aldrig ro.«
Udviklingskulturen kommer ifølge filosoffen til udtryk flere steder. Mange jobannoncer giver for eksempel udtryk for, at medarbejderen »skal have lyst til faglig og personlig udvikling.« Det er vigtigt, at man som medarbejder ikke gror fast, man skal konstant arbejde med sig selv. Ligesom man ikke må gro fast i andre aspekter af livet og helst skal tilstræbe at præstere på topniveau på flere forskellige niveauer.
For kvinder er det for eksempel ikke nok »bare« at have styr på karrieren, man skal også være Mor med stort M og prioritere at hente Oliver tidligt i børnehaven. Og så lige huske at løbetræne. Cecilie Eriksen mener, det var anderledes for bare en generation siden.
»I min mors generation begyndte kvinderne for alvor at komme ud på arbejdsmarkedet, men de havde mig bekendt ikke de store kvaler med, at deres børn blev passet i offentlige institutioner. De vidste godt, at man ikke kan hente sit barn klokken 15 og træne flere gange om ugen, hvis man har et krævende job. I dag går mange forældre rundt med en konstant dårlig samvittighed over ikke at nå det hele,« siger hun.
Cecilie Eriksen kan se flere gode grunde til, at vi forholder os kritisk til udviklingskulturen – både fordi den kan ende med at presse familieliv og civilsamfundet for meget, men også fordi selvudviklingskulturen med sit store fokus på individet fjerner vores opmærksomhed fra de sociale og politiske opgaver, der skal løftes i vores samfund.

Tid er det nye penge

Økonomen Adam Smith skrev i 1776: »Arbejdet er den pris, som i sidste ende betales for alting.« Sådan tænker vi ifølge Cecilie Eriksen ikke i dag. Vi tænker i stedet, at det er tiden, vi betaler med.
»Hver gang, jeg siger ja til noget, betaler jeg først og fremmest med min tid, ikke med mit arbejde. På en måde er tid mere værd end penge i dag. Kampen om tiden, som hænger tæt sammen med vores store velstand, er i høj grad et økonomisk overskudsfænomen,« siger hun:
»Hvis jeg var fattig, ville jeg nok ikke bekymre mig om, hvorvidt jeg nu fik løbet nok. Så ville jeg være bekymret for, hvorvidt jeg havde mad nok, og om jeg kunne sende mine børn i skole.«