Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Regionalt samarbejde skal styrke innovation inden for food, cleantech og health

Virksomheder og organisationer i Region Midtjylland og Aarhus Universitet går sammen om en en ny enhed, der skal styrke innovation, iværksætteri og vækst inden for de midtjyske styrkepositioner food, cleantech og health. Den ambitiøse midtjyske satsning forankres i The Kitchen.

03.09.2020 | Lonni Klitgaard

Foto: Jesper Rais, AU Foto

Foto: Jesper Rais, AU Foto

En ny enhed skal skabe et regionalt økosystem for innovation i international særklasse i tæt samarbejde med de nye klyngeorganisationer, de stærke vidensmiljøer inden for området og erhvervet.

Etableringen af en ny enhed til at drive de ambitiøse innovationsplaner i regionen er en direkte udløber af det prestigefyldte Regional Entrepreneurship Acceleration Program (REAP) ledet af Massachusetts Institute of Technology (MIT). Aarhus Universitet har sammen med blandt andre Grundfos, Incuba, Færchfonden, Aarhus Kommune og Region Midtjylland deltaget i det første regionale MIT REAP-projekt i Danmark med fokus på at støtte innovationsdrevne virksomheder i at vækste, og det 2-årige projekt afsluttes i oktober 2020.

Enheden placeres i Aarhus Universitets nye innovationshus, The Kitchen, og formanden for styregruppen bag initiativet, rektor Brian Bech Nielsen, forventer en stærk synergi mellem initiativet og Aarhus Universitets høje ambitioner inden for iværksætteri og erhvervssamarbejde: 

”Jeg er rigtig tilfreds med, at vi får mulighed for at skabe de rette rammer for en særlig satsning inden for food, cleantech og health - de områder, hvor vi regionalt har de klareste styrkepositioner. Jeg er sikker på, at det vil lykkes at skabe netværk og samarbejde med fakulteter, klynger, virksomheder og andre aktører i regionen, så vi sammen kan realisere ambitionen om et økosystem i verdensklasse”.

Læs mere om MIT REAP her

Læs mere om The Kitchen her

Kontakt:

Lone Ryg Olsen
Erhvervsdirektør

Mobil: 20767679

Mail: lro@au.dk

http://pure.au.dk/portal/da/lro@au.dk

Samarbejde, Administration (Faglighed), Alle grupper, Alle AU-enheder, Aarhus Universitet