Med turismens opståen i guldalderen opstod samtidig en antiturisme, hvor kunstnere tog afstand fra den strømlinede turist for at blive en mere autentisk rejsende. Jagten på det autentiske er stadig på spil i den moderne rejsekultur.

24.06.2013 | Marianne Ester Back

Adjunkt Karina Lykke Grand står lige nu bag en stor forskningsbaseret guldalderudstilling på ARoS: ”GULD – skatte fra den danske guldalder.” Her giver hun et helt nyt perspektiv på guldalderen.

Kunstnerne malede ofte hinanden i aktion. Malerierne afspejler kunstnernes eget selvbillede som den ensomme, hårdtarbejdende kunstner. Virkeligheden var dog en anden, forklarer adjunkt Karina Lykke Grand. Kunstnerne søgte fællesskabet, og cafeerne blev genstand for små turistenklaver. Wilhelm Bendz, Bjerglandskab, ca. 1831. Olie på lærred, 28,9 x 33,9 cm. Tilhører Den Hirschsprungske Samling, København. Foto: Den Hirschsprungske Samling.

Samtidig med turismens opståen i guldalderen opstod der en antiturisme. Antituristen blev ofte afbilledet som den dovne, engelske adel som kun rejste for at fornøje sig. Wilhelm Marstrand, Rejsende i Venedig, 1854. Olie på papir, 35,3 x 26,4 cm. Tilhører Den Hirschsprungske Samling, København. Foto: Den Hirschsprungske Samling.

En ensom kunstner sidder i et bjerglandskab med sit staffeli og arbejder. Det er en mand sidst i 20’erne. Han har netop afsluttet sine studier på kunstakademiet i København og har nu fået et stipendium til at rejse til Rom for at knokle i seks år. Familien har han ladet blive hjemme i Danmark, men skriver ofte lange breve til dem, som bliver læst op i større kredse. Han bor på hotel eller pensionat, og i sin kuffert har han den nyeste maling, som lige er kommet på tube, et lærred i kuffertlåget, et par sko, en dagbog samt pen og papir. Når han ikke maler, ynder han at gå på ”Caffé Greco” caféen lige ved den spanske trappe, hvor de andre danske kunstnere holder til.

Det er den typiske profil af en guldalderturist i starten af 1800-tallet, hvor man første gang begynder at snakke om turisme i Danmark. Profilen passer også meget godt med guldalderturistens eget selvbillede - bortset fra at han ikke vil vedkendes at være turist.

”Samtidig med at turismebegrebet spirede frem, opstod der hurtigt nogle værdiladninger, som kunstnerne fangede. Den karikerede turist var den dovne engelske adel, som blot rejste for at fornøje sig og havde tjenere med til at opvarte sig. Kunstneren derimod så sig selv som den ensomme rejsende, der arbejdede hårdt i kunstens tjeneste. Det interessante er, at afstanden ikke var så stor. De tog den samme rejserute, rejste i samme vogne og besøgte de samme antikke monumenter. Så det er i selvforståelsen, kunstnerne gerne vil tage afstand, og den iscenesætter de både i de motiver, de vælger at male, i de breve de skriver og i deres dagbøger,” forklarer adjunkt i kunsthistorie Karina Lykke Grand, der har skrevet ph.d.-afhandling om guldalderen og for nyligt har udgivet bogen: ”Dansk guldalder. Rejsebilleder.”

Vi kender godt typen 

Guldalderens modreaktion mod den strømlinede turisme har rigtig mange lighedspunkter med de turismebevægelser, vi ser i dag, forklarer Karina Lykke Grand.

”Synet på turismen er stort set den samme i dag. Vi har på den ene side det mindre flatterede billede af charterturisten, der tager til sydens sol og bor på hotel uden at komme uden for hotellets fire vægge. På den anden side kender vi også typen, der efterstræber at blive en del af lokalbefolkningen og gerne vil fremstille deres rejser som noget unikt og autentisk.”

Jagten efter det autentiske var også guldalderturistens formål, og hertil blev der brugt op til flere kneb, afslører Karina Lykke Grand.

”Vi ved, at kunstnerne ofte malede turisterne ud af billedet og kun malede lokalbefolkningen. Malerne ville også gerne male seværdighederne fra nye synsvinkler, de vil ikke male: ”I-was-here”-billeder. Et sidste fællestræk er, at kunstnerne malede drømmen om syden og ikke hverdagsrealismen, ligesom vi heller ikke kunne drømme om at tage billeder af skænderiet med kæresten, eller børnene, der plager om is. ”

At rejse er at gå

Selv om man ikke taler om masseturisme i guldalderen, så begyndte der i slutningen af guldalderen at komme nogle flere muligheder for at rejse. Med opfindelsen af dampskibet og damplokomotivet blev det muligt at rejse hurtigere til sin destination. Igen fremkaldte det en modreaktion hos kunstnerne.

”At vandre blev det nye sort. Nu blev damplokomotivet og dampskibet anset for at være en mekanisk rejse, som kun turister benyttede sig af, og den rejseform var ikke særlig autentisk.”

I guldalderen dukkede de første rejseguide-bøger også op på hylderne, men de blev lavet ud fra den idealisme, at man med dem i hånden kunne tage ud i den vide verden på egen hånd. Guidebøgerne led dog en anden skæbne.

- Når folk først havde brugt datidens rejsebøger fra Cooks og Murrays, så rejste alle med den strøm, og så skete der det, at de hurtigt blev afløst af nye guidebøger for ”antisteder”, mere hemmelige steder, hvor der ikke var turister endnu. Det er det samme, vi ser i dag f.eks. meget oplagt med universitetsforlagets egne rejsebøger: Vide verden, der også bebuder, at de giver rejsende ”ekstraordinære oplevelser”. Serien understøtter anti-turistens efterspørgsel på det autentiske og unikke – en tendens, vi kan spore tilbage til guldalderen.

Mere guld

Mød turisten på ARoS

Adjunkt Karina Lykke Grand står lige nu bag en stor forskningsbaseret guldalderudstilling: GULD – skatte fra den danske guldalder. Her giver hun et helt nyt perspektiv på guldalderen.

Læs også: Forskere udstiller ny side af guldalderen på ARoS

Se også Karina Lykke Grand i DR-programmet Danskernes Akademi: Turisme i Guldalderen