Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

AU-lektor får bevilling til epilepsi-forskning

Overlæge og klinisk lektor Jakob Christensen forsker i sammenhængen mellem epilepsi og psykiatrisk sygdom. Nu har han modtaget fem millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden til fem års yderligere studier på området.

10.05.2016 | Ida Kellemann Thomsen

Jakob Christensen forsker i sammenhængen mellem epilepsi og psykiatrisk sygdom. Nu har han modtaget fem millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden til fem års yderligere studier. Foto: Jesper Ludvigsen

Jakob Christensen forsker i sammenhængen mellem epilepsi og psykiatrisk sygdom. Nu har han modtaget fem millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden til fem års yderligere studier. Foto: Jesper Ludvigsen

Epilepsi og psykiatriske lidelser kommer til udtryk på meget forskellige måder. Alligevel kan der være en sammenhæng mellem de to sygdomstyper. Det er det, klinisk lektor fra Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet, Jakob Christensen, skal undersøge nærmere. I de næste fem år vil Novo Nordisk Fonden forsyne ham med løn til at forske på halv tid, mens han fortsætter sit arbejde som overlæge på Neurologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Epilepsi er ifølge Jakob Christensen forbundet med forhøjet sygdomsforekomst og dødelighed. Derfor har epilepsi store konsekvenser både for samfundsøkonomien og for de mennesker, der er berørt af den. Af samme grund er han er særligt interesseret i at få kortlagt den måde, som epilepsi og psykiatriske lidelser hænger sammen på.

Arv, miljø, eller begge dele?

I sin forskning vil Jakob Christensen inddrage data, der kombinerer oplysninger fra danske social- og sundhedsregistre og de såkaldte biobanker. Biobankerne har samlet mange millioner biologiske prøver fra det danske sundhedsvæsen. Prøverne er tilgængelige for forskere som Jakob Christensen, der har som et af sine mål at udvikle ny medicinsk behandling til epilepsipatienter.

Ved at kombinere data fra person- og bioregistre håber Jacob Christensen at kunne finde årsager til sammenhæng i de to sygdomsformer, som man ikke før har opdaget. Det kunne for eksempel være risikofaktorer, der kommer fra en patients omkringliggende miljø eller deres gener.

”Studier i denne gen-miljø-interaktion giver mulighed for at studere årsagerne til epilepsi og dermed pege på metoder til at forebygge epilepsi. Forskningen vil dermed kunne reducere sygelighed og dødelighed forbundet med epilepsi, og medvirke til udvikling af forbedret medicinsk behandling,” forklarer Jakob Christensen.

Bevillingen på fem millioner kroner til fem års forskning blev overrakt Jakob Christensen den 21. april 2016 på Novo Nordisk Fonden i Hellerup.

Yderligere oplysninger:

Overlæge, klinisk lektor Jakob Christensen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Neorologisk Afdeling
jakob@clin.au.dk

 

 

Bevillinger og priser, Forskning, Videnskabelig medarbejder, Institut for Klinisk Medicin, Navnenyt, Teknisk/administrativ medarbejder, Ph.d.-studerende, Offentligheden/Pressen