Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Bevilling til bedre behandling af multisyge patienter i almen praksis

Novo Nordisk Fonden har uddelt 1,6 mio. kr. til forskning i effektiv behandling af patienter med kompleks sygdomshistorie. Modtageren er læge og postdoc Anders Prior fra Institut for Folkesundhed.

28.05.2018 | Lise Wendel Eriksen

Anders Prior fra Institut for Folkesundhed får 1,6 mio. kr. til sin forskning i effektiv behandling af multisyge patienter i almen praksis. Foto: AU.

Anders Prior skal bruge det fireårige forskningsstipendium til at undersøge, om effektiv behandling i almen praksis kan forbedre prognosen for patienter med en kompleks sygdomshistorie og mange lidelser.

Målet er at udvikle en model, der kan forudsige, hvilke patienter, der har størst risiko for at blive indlagt eller for at dø. Det skal ske ved hjælp af information om fysisk og psykisk helbred, behandlinger, livsstil og socioøkonomiske faktorer fra de danske sundhedsregistre og fra spørgeskemaundersøgelser.

De multisyge patienter oplever ofte deres behandling som fragmenteret. Forskningsprojektet skal derfor også undersøge forbruget af sundhedsydelser i primær- og sekundærsektoren for at kunne karakterisere behandlingsfragmenteringen og at vurdere forskellige behandlingsstrategier i primærsektoren.

Kontakt

Læge og postdoc Anders Prior
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed – Forskningsenheden for Almen Praksis
Telefon: 87 16 79 48
Mail: anders.prior@ph.au.dk

Bevillinger og priser, Forskning, Offentligheden/Pressen, Health, Health, Navnenyt, Teknisk/administrativ medarbejder, Videnskabelig medarbejder