Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Center for Sundhedssamarbejde ophører på Aarhus Universitet

Center for Sundhedssamarbejde (SUSA) vil hermed gerne takke alle for jeres interesse og et fint samarbejde gennem de sidste par år. Vores bevilling fra universitetets strategiske midler udløber til maj, og SUSA lukker dermed som institution under Aarhus Universitet.

01.11.2017 | Marie Søgaard

SUSA blev for to et halvt år siden etableret på baggrund af strategiske midler med det overordnede formål at afsøge potentialet for forskningsbaseret rådgivning på sundhedsområdet med udgangspunkt i erfaringerne fra energi-, jordbrug  og miljøområdet.  Strategien var at udvikle nye samarbejder på tværs af universitetet med eksterne samarbejdspartnere, og det har resulteret i konkrete samarbejdsprojekter med kommuner, private virksomheder, fonde, organisationer, styrelser og ministerier. Disse projekter har tydeliggjort, at der er et stort behov for tværsektorielle og tværvidenskabelige samarbejder samt forskningsbaseret rådgivning, og at dette behov vil vokse med den udvikling, vi kan forvente indenfor fremtidens sundhed og velfærd. Vi har været glade for samarbejder om en række arrangementer og for et godt samarbejde med pressen, der har givet centeret mulighed for at deltage i den offentlige debat om sundhed og velfærd.

Flere af centerets aktiviteter vil fortsætte i regi af Institut for Folkesundhed. Professor Carsten Obel, der har været tilknyttet centeret som direktør på halv tid, fortsætter fra den 1. maj 2018 i et fuldt professorat på Institut for Folkesundhed, hvorfra Aarhus Universitets eksterne samarbejde med offentlige institutioner og organisationer vil blive videreført. Vi har overordnet oplevet en stor interesse for vores bestræbelser på at udvikle forskningsbaseret viden i en form, der kan omsættes til praksis fra centrale aktører på sundheds- og velfærdsområdet. Derfor vil vi det sidste halve år i dialog med samarbejdspartnere prioritere at arbejde på en model, som sikrer at vores arbejde bedst muligt anvendes til at udvikle fremtidige samarbejder mellem forskning og praksis.

Med venlig hilsen

Center for Sundhedssamarbejde ved Aarhus Universitet

Administrativt, Sundhed og sygdom, Alle grupper, Susa, Susa, Administration (Faglighed)