Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

CESU får ny leder af det prægraduate område

Rådgiver Liza Strandgaard fra fakultetssekretariatet bliver ny leder af det prægraduate område i CESU. Hun tiltræder stillingen den 1. september 2016 og er konstitueret for et år.

22.08.2016 | Sabina Bjerre Hansen

Liza Strandgaard er ny leder af det prægraduate område i CESU.

Liza Strandgaard er ny leder af det prægraduate område i CESU.

Liza Strandgaard, som siden 2011 har været ansat som rådgiver i fakultetssekretariatet, holder et års orlov fra sit nuværende job for at tiltræde en lederstilling ved CESU.  

Liza Strandgaard bliver nu sammen med ledende lektor Bente Vigh Malling og sekretariatsleder Marie Roesgaard ansvarlig for den daglige ledelse af centret. Liza Strandgaard skal stå for daglig drift og personaleledelse. Den faglige ledelse af det prægraduate område hører under prodekan Charlotte Ringsted, som fortsat er øverste ansvarlig for CESU og har det strategiske ledelsesansvar.

Uddannelse er omdrejningspunktet

”Jeg vil gerne være med til at understøtte fakultetets strategiske fokus på forskningsbaserede uddannelser af høj kvalitet. Jeg glæder mig i første omgang til at lære alle på CESU bedre at kende. Derudover glæder jeg mig til at se organisationen fra et nyt perspektiv og til at bringe mine erfaringer fra arbejdet med andre aspekter af uddannelsesområdet i spil,” siger Liza Strandgaard, som har været ansat på fakultetet i næsten ti år.

I fakultetssekretariatet har Liza Strandgaard blandt andet varetaget funktionen som rådgiver for prodekanen for uddannelse på Health.

Mens Liza Strandgaard har orlov, overtager Merethe Haugaard, afsnitsleder i HE Studier, funktionen som rådgiver i fakultetssekretariatet.

Ph.d.-studerende, Health, Health, Navnenyt, Administrativt, Teknisk/administrativ medarbejder, Videnskabelig medarbejder, Forskningsårsstuderende