Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Deltag i specialekonkurrence om Færøerne, Grønland eller rigsfællesskabet

Er du kandidatstuderende, og overvejer du at skrive speciale om Færøerne, Grønland eller rigsfællesskabet, så kan du være med i en ny, national konkurrence og vinde 40.000 kr.

13.11.2019 | Signe Schou

Foto: Isaaffik/Arctic Research Centre, AU

Som noget nyt er Færøerne, Grønland og Danmark gået sammen om at udskrive en konkurrence, der vil kåre det bedste speciale om Færøerne, Grønland eller rigsfællesskabet. Vinderen får en præmie på 40.000 kr. og mulighed for at få formidlet sit speciale til en bredere offentlighed. Der bliver udpeget en vinder fra hvert af de tre lande.

Specialer fra forårssemester 2020

Ønsker du at deltage i konkurrencen, skal dit speciale være blevet bedømt i forårssemesteret 2020. Du skal samtidig have afsluttet din uddannelse på et af de danske universiteter, på Grønlands Universitet eller på Færøernes Universitet senest i sommeren 2020. Specialet skal desuden have fået mindst 10 i karakter.

Alle uddannelser kan deltage

Dit speciale kan handle om historiske, kulturelle og politiske forhold, men det kan også handle om geologi, turisme eller alt muligt andet. Så længe dit fokus er på Færøerne, Grønland eller rigsfælleskabet, kan du deltage.

Prisoverrækkelse 

De tre vinderpriser går til de specialer, der bidrager med en helt ny indsigt eller nogle gode idéer og løsningsforslag på de udfordringer, der er undersøgt i specialet. Med vinderpræmien på 40.000 kr. (minus skat) følger også en prisoverrækkelse, hvor uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen vil overrække prisen. Repræsentanter for Grønlands Universitet og Færøernes Universitet samt formanden for Danske Universiteter deltager i festligheden. Der bliver også inviteret journalister til prisoverrækkelsen.

Læs mere

Du kan læse mere om de samlede betingelser for at deltage og se, hvordan du melder dig til konkurrencen i Specialekonkurrence om rigsfællesskabet 2020.

Bevillinger og priser, Studerende, Alle AU-enheder, AU Uddannelse, Uddannelse