Børn, hvis mødre har taget medicinen valproat under graviditeten, klarer sig markant dårligere i skolen. Det viser ny forskning fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet.
21.02.2018 |
Kvinder med epilepsi bliver mødt af en række udfordringer, når de bliver gravide. For nogle typer af epilepsi-medicin kan tilsyneladende påvirke det ufødte barn og give barnet blivende kognitive skader. Samtidig kan det være nødvendigt for de gravide fortsat at være medicineret, hvis de skal holde sig fri for anfald under graviditet og fødsel.
Et nyt forskningsprojekt fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet har undersøgt, hvordan børn klarer sig i skolen, hvis deres mor under graviditeten har taget forskellige typer epilepsi-medicin. Resultaterne er netop offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift JAMA Neurology .
Forskere bag studiet har kigget på data fra knap 480.000 danske børn, der er født mellem 1997 og 2006. En mindre del af disse børn er født af mødre, som har taget epilepsi-medicin under graviditeten.
Ved at sammenkøre resultater fra de nationale test i folkeskolen, kunne forskerne konstatere, at børn, hvis mødre havde taget epilepsi-medicinen valproat under graviditeten, klarede sig markant dårlige end de børn, hvis mødre tog en anden medicin - eller helt stoppede med at tage medicin under graviditeten. Det gjaldt både de nationale test i dansk og matematik.
Forskerne fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet har tidligere vist en sammenhæng mellem valproat og medfødte misdannelser samt mellem valproat og Autisme Spektrum Forstyrrelser. Men det er første gang, at der er vist en sammenhæng mellem valproat og dårlige skolepræstationer.
"Vores nye studie giver yderligere en grund til at advare mod at bruge valproat til gravide kvinder," siger Lars Skou Elkjær, der er forskningsårsstuderende ved Neurologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.
"Hvis man som epilepsipatient er gravid eller ønsker at blive gravid, bør man altid snakke med sin læge om den medicinske behandling. Kvinden bør om muligt altid kontakte sin læge inden graviditeten, for på den måde at afklare hvilke typer medicin, det vil være bedst at tage."
En anden af forskerne bag studiet – Jakob Christensen, der er overlæge på Neurologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital – behandler i sit daglige arbejde mange kvinder med epilepsi.
"Det ideelle ville være, hvis gravide epilepsipatienter slet ikke blev medicineret med valproat – og det anbefales også klart af sundhedsmyndighederne. Men en del gravide kan ikke klare sig uden valproat, hvis de skal holde sig fri for anfald," siger Jacob Christensen.
"Derfor kan det være nødvendigt at behandle dem under graviditeten, selvom der er en kendt risiko forbundet med behandlingen. Samtidig er det jo ikke alle graviditeter, som er planlagt."
Næste skridt i forskningen omkring valproat bliver at se på, om valproat i graviditeten øger børns risiko for psykiatrisk sygdom – og om børn, der får anti-epileptisk medicin under opvæksten, på samme måde påvirkes af medicinen.
Klinisk lektor, overlæge, ph.d., dr.med Jakob Christensen
Aarhus Universitetshospital, Neurologisk Afdeling og
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin
Mail: jakob@clin.au.dk
Mobil: 60 86 58 99
Forskningsårsstuderende Lars Skou Elkjær
Aarhus Universitetshospital, Neurologisk Afdeling og
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin
Mail: lselkjaer@clin.au.dk
Mobil: 25 62 79 10