Selv om Health slipper for fremdriftsbøde i 2017, udfordrer forskningsåret på medicin stadig økonomien. Derfor skal antallet af forskningsårsstuderende fremover kobles med de studerendes fremdrift. Samtidig ønsker fakultetsledelsen, at flere studerende indleder deres ph.d. allerede på kandidatdelen.
08.11.2017 |
Hvordan fastholder og udvikler man de forskningsrettede aktiviteter på medicinstudiet, når der samtidig er krav om, at studiefremdriften forbedres? Det var det store spørgsmål, som fakultetsledelsen stillede sig selv i en drøftelse, der især havde fokus på forskningsåret og på muligheden for at få flere studerende til at påbegynde deres ph.d., allerede mens de går på en kandidatuddannelse.
Som det første konkrete initiativ har fakultetsledelsen besluttet, at der i fremtiden optages så mange forskningsårsstuderende som overhovedet muligt, uden at fakultetet senere risikerer at løbe ind i en fremdriftsbøde. Det betyder, at antallet af pladser på forskningsåret kan variere fra år til år - alt afhængig af den aktuelle studiefremdrift. I praksis bliver det dekanatet, der med udgangspunkt i prognoserne for fremdrift fastlægger optaget og melder tallet ud i god tid inden de halvårlige opslag.
For at forankre studenterforskningen yderligere på Health besluttede fakultetsledelsen også at sætte gang i en informationskampagne, der skal oplyse om mulighederne for at tage en kandidat-ph.d. Med en kandidat-ph.d. kan den studerende fordybe sig endnu mere i forskning under studiet og komme tidligere i gang med en forskeruddannelse. For Health er gevinsten, at kandidat-ph.d.’en ikke tæller med i fremdriften, og at fakultetet stadig vil modtage færdiggørelsesbonus.
I dag er 89 af de knap 600 ph.d.-studerende på Health indskrevet på kandidat-ph.d.-ordningen.
I en ny undersøgelse foretaget af Forskeruddannelsen angiver flere af de studerende en række fordele ved kandidat-ph.d.-ordningen, herunder de mange karrieremuligheder ved fx at blive en del af en forskningsgruppe tidligt, muligheden for at dygtiggøre sig på et højere niveau end sine medstuderende og en løn, der betyder, at man ikke behøver at arbejde ved siden af studiet, men i stedet kan bruge sin tid på forskning.
Undersøgelsen beskriver også de studerendes udfordringer ved ordningen, hvor det kan være svært at balancere i rollen som både almindelig studerende og ph.d.-studerende, herunder at prioritere sin arbejdstid og dedikere sig ligeligt til studiet og forskningen. Mangel på erfaring kan også være et problem, da der er stor forskel på at gå fra at være studerende til at styre sit eget forskningsprojekt.
Læs hele undersøgelsen om kandidat-ph.d.-ordningen på Health (PDF)
I en prognose i foråret kunne Health i kikkerten for 2020 observere en truende fremdriftsbøde på 28 mio. kr., fordi de studerende på især medicin er for længe om at færdiggøre deres studier. Flere analyser viser, at det især er forskningsåret, der forlænger studietiden.
Justering af reglerne om fremdrift har betydet, at Health slipper for bøde i 2017 og 2018, men der er stadig udsigt til økonomisk lussing i årene 2019-2021, hvis ikke der sættes ind med handling.
Med en kandidat-ph.d. kan unge talenter på Health starte deres forskeruddannelse, allerede mens de er kandidatstuderende. Kandidat-ph.d.-ordningen består af tre års ph.d.-studium på fuld tid, hvoraf det første år skal gennemføres, før den studerende har opnået sin kandidatgrad.
Ordningen er inddelt i to. Under del A er den studerende både kandidatstuderende og ph.d.-studerende og skal gennemføre, hvad der svarer til et års fuldtids-ph.d.-studium sideløbende med kandidatstudiet. Under del B er den studerende alene ph.d.-studerende og skal gennemføre, hvad der svarer til to års fuldtids-ph.d.-studium.
Læs mere om kandidat-ph.d.-ordningen (PDF)