Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Giv iværksætterne luft under vingerne på universiteterne

Aarhus Universitets prorektor Berit Eika opfordrer med et debatindlæg i Børsen danske politikere til at fritage de bedste studenteriværksættere fra fremdriftsreformen.

24.10.2017 | Thomas Grønborg Sørensen

Sæt iværksætterne fri, mener prorektor Berit Eika. Foto: Anders Trærup.

Indlægget blev bragt i Børsen den 17. oktober 2017.

Danmark har hårdt brug for dygtige iværksættere, der kan skabe morgendagens vækstvirksomheder.

Derfor gav det også god mening, da regeringens Iværksætterpanel for nylig foreslog at lempe fremdriftsreformen for studerende, der tager i praktik, ved at give dem tre måneder ekstra til at blive færdig med uddannelsen.

Aarhus Universitet har i flere år arbejdet på at skabe bedre rammer for projektorienterede forløb; dvs. praktikophold for universitetsstuderende. Det betyder, at vi siden 2012 har set en fordobling i antallet af studerende, der lægger praktik ind i deres uddannelse. Endda på trods af fremdriftsreformens indtog.

 

En gulerod som den, Iværksætterpanelet foreslår, vil formentlig give endnu flere studerende mod på at tage i praktik.

Men hvorfor ikke gå skridtet videre med et tiltag, der er direkte møntet på iværksætteri?

De stærkeste iværksættere har som regel både den disciplin og den energi, som det kræver at starte en virksomhed og studere samtidig. Men det er meget krævende. Især hvis man har ambitioner om at klare sig godt på begge fronter.

Vi ved, at nogle af studenteriværksætterne desværre tager konsekvensen. Som f.eks. den prisvindende virksomhed Plinthit, hvor den ene partner måtte droppe ud af uddannelsen for at kunne følge med firmaets vækst.

Det er unødvendigt og ærgerligt. Ikke mindst fordi netop kombinationen af uddannelse og iværksætteri kan være frugtbar. Undersøgelser viser, at universitetsstuderende, som starter egen virksomhed, har højere omsætning og produktivitet end andre iværksættere.  

 

I dag kan universiteterne godt vælge at give iværksættere længere tid til uddannelsen. På Aarhus Universitet har vi valgt at indføre en ordning, hvor iværksættere kan få adgang til omfattende rådgivning – herunder også hjælp til at søge om forlænget studietid.

Ordningen er ikke for alle med et CVR-nummer og en drøm. Et nyudviklet pointsystem skal vurdere virksomhedernes vækstpotentiale for at sikre, at kun de mest lovende får adgang til iværksætternes Eldorado.

Problemet er, at fremdriftsreformen gør den slags ordninger til en udgift for universitetet. Der skal nemlig betales ved kasse ét, når ministeriet sidst på året uddeler bøder til de institutioner, hvis studerende ikke gennemfører hurtigt nok.

 

På Aarhus Universitet drømmer vi om, at politikerne – eventuelt med afsæt i et pointsystem som vores – helt ville undtage landets elite-iværksættere fra fremdriftsreformen, således at de slet ikke tæller med i universitetets bøderegnskab.

Det ville give os bedre mulighed for at understøtte lovende startups uden at gå på kompromis med uddannelseskvaliteten. Og ikke mindst ville det give de dygtigste og mest hårdtarbejdende studenteriværksættere mere luft under vingerne.

En relativt lille investering med et potentielt enormt afkast.

Uddannelse, Administration (Faglighed), Alle grupper, Alle AU-enheder, Universitetsledelsens Stab, Ekstern målgruppe