HPV-vaccinerede piger kontakter generelt deres praktiserende læge lidt oftere end ikke-vaccinerede, men dette mønster ses normalt hos vaccinerede. Det er konklusionen i et nyt studie fra Aarhus Universitet.
22.09.2017 |
Alle piger tilbydes i dag fra 12-års alderen en vaccination mod HPV-virus. Vaccinen gives som en del af det nationale børnevaccinationsprogram som beskyttelse mod celleforandringer på livmoderhalsen, der senere kan udvikle sig til kræft. Vaccinen har i den offentlige debat været kædet sammen med alvorlige og uforklarlige symptomer som muskel- og ledsmerter, hovedpine og besvimelser.
En gruppe forskere ved Aarhus Universitet har i et nyt register-baseret studie undersøgt, om de HPV-vaccinerede piger kontakter deres praktiserende læge oftere end de ikke-vaccinerede piger. Hvis vaccinationen giver bivirkninger, vil man kunne forvente, at disse piger oftere kontakter egen læge.
Som en del af studiet blev antallet af konsultationer hos lægen for HPV-vaccinerede sammenholdt med antallet for MFR-vaccinerede og ikke-vaccinerede. De vaccinerede piger blev inddelt i tre grupper: HPV, HPV+MFR, MFR.
Forskerne fandt generelt en lidt højere lægesøgning for vaccinerede end for ikke-vaccinerede. Denne forskel viste sig også at have været til stede, inden vaccinationen blev givet.
Vaccinerede har måske en tættere dialog med lægen
Både HPV- og MFR-vaccinerede ser ud til generelt at have flere kontakter til egen læge end ikke-vaccinerede. Det lidt højere forbrug er altså ikke et mønster, som ses alene for de HPV-vaccinerede.
”Vi fandt en generel forskel mellem vaccinerede og ikke-vaccinerede for lægesøgning. Det kunne tyde på, at den grundlæggende tilgang til lægen er forskellig for de to grupper ─ de vaccinerede har måske en større tilbøjelighed til at inddrage lægen, når de er i tvivl om symptomer”, siger Lene Wulff Krogsgaard.
De vaccinerede er altså ikke nødvendigvis – trods lidt flere kontakter til lægen – mere syge end de ikke-vaccinerede.