Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Hvem er årets forskertalent?

For to år siden stiftede Health en ny pris målrettet yngre forskertalenter. Trine Hyrup Mogensen var den første til at få prisen, som er opkaldt efter nobelprismodtager Jens Christian Skou. Sidste år fik Simon Glerup prisen, og nu er det tid til at indstille kandidater til dette års pris.

12.06.2018 | Sabina Bjerre Hansen

Sidste år overrakte dekan Lars Bo Nielsen fakultetets talentpris, Skou-prisen, til Simon Glerup. Inden sommerferien skal Healths institutledere indstille kandidater til dette års pris. Foto: Melissa Yildirim/AU.

Sidste år overrakte dekan Lars Bo Nielsen fakultetets talentpris, Skou-prisen, til Simon Glerup. Inden sommerferien skal Healths institutledere indstille kandidater til dette års pris. Foto: Melissa Yildirim/AU.

Til oktober uddeles Jens Christian Skou-prisen for tredje gang. Og fristen for at indstille kandidater til talentprisen er den 1. september 2018.

Da Jens Christian Skou-prisen blev uddelt i 2017, løb lektor og ph.d. Simon Glerup fra Institut for Biomedicin med hæderen og de 100.000 kroner. Han fortæller, at det både fagligt og privat har gjort en forskel at få Healths talentpris.

Skou-prisen gør en forskel
”Skou-prisen har betydet markant større faglig synlighed både blandt kolleger og fonde. Jeg får flere invitationer til konferencer og møder. Og så bliver jeg nu løbende kontaktet af medierne bl.a. i forbindelse med debat om excellence i dansk forskning – prisen har givet mig adgang til samfundsdebatten, også når det gælder forskningsformidling generelt,” siger Simon Glerup og fortsætter:

”Jeg mærker også en stolthed over prisen i min forskningsgruppe. Den er jo også en anerkendelse af dem og deres forskning. Og så kan jeg mærke, at mine børn er stolte og er blevet mere interesserede i, hvad jeg laver på mit arbejde,” slutter Simon Glerup med et smil på læben.

Kun unge stortalenter kan komme i betragtning
Jens Christian Skou-prisen gives til en ung forsker i international særklasse. Vedkommende skal være ekstraordinært talentfuld inden for sit forskningsfelt og samtidig kunne dokumentere en usædvanlig kreativitet og produktivitet inden for et eller flere af det sundhedsvidenskabelige fakultetets forskningsområder.

Prismodtageren skal enten være ansat som ph.d.-studerende, postdoc, adjunkt eller lektor på Health. Og han eller hun må tidligst have opnået en ph.d.-grad 10 år inden modtagelse af prisen.

Institutlederne indstiller kandidater
Healths institutledere kan hver indstille to prioriterede kandidater til Jens Christian Skou-prisen. Fristen for at indstille kandidater til dette års pris er den 1. september 2018, og indstillingerne skal sendes til rådgiver Henry Andreasen på ha@au.dk. Prisen kan ikke søges.

Prisen uddeles i år torsdag den 11. oktober 2018 i AIAS, og arrangementet er åbent for alle. 


Læs mere om Jens Christian Skou-prisen og de første prismodtagere i artiklerne herunder:

Ny pris på Health skal hædre forskertalenter

Nysgerrigt og nørdet stortalent får fornem fakultetspris

Ekstraordinært forskertalent får Jens Christian Skou-prisen 2017

Forskertalent i særklasse får Jens Christian Skou-prisen

Prismodtager fandt sin karrierevej som 15-årig

Talentudvikling, Administration (Faglighed), Health, Graduate School of Health, Videnskabelig medarbejder, Ph.d.-studerende, Forskning, Bevillinger og priser, Institut for Biomedicin, Forskning