Instituttets nye ledelse er på plads

Kort før sommerferien indkaldte institutleder Ole Bækgaard interessetilkendegivelser til de fem ledige poster i den nye institutledelse. Ti medarbejdere bød ind på posterne som hhv. viceinstitutleder for uddannelse, viceinstitutleder for forskning og talent samt de tre sektionslederposter. Og nu er de fem kandidater valgt ud.

07.08.2018 | Sabina Bjerre Hansen

Institutleder Ole Bækgaard har nu udpeget sin nye ledelse, som skal sætte retningen for instituttet de kommende tre år. Foto: Roar Paaske.

Institutleder Ole Bækgaard har nu udpeget sin nye ledelse, som skal sætte retningen for instituttet de kommende tre år. Foto: Roar Paaske.

Institutleder Ole Bækgaard havde et luksusproblem, da han henover sommeren skulle besætte de fem ledige poster i instituttets ledelse, fordi hele ti yderst kvalificerede kandidater bød ind på posterne. Efter samtaler med hver enkelt og efterfølgende sparring med dekanen er der nu sat navne på medlemmerne af den ledelse, der skal tegne institut for Folkesundhed de næste tre år.

”Jeg er meget tilfreds med den ledelse, der fremover skal stå i spidsen for instituttet. Det er et stærkt og erfarent hold, som favner bredt, og som fagligt har indsigt i instituttets forskningsområder. Jeg glæder mig til, at vi kan gå i gang med arbejdet i den nye ledelse og ser frem til en masse konstruktiv sparring og fælles beslutninger om instituttets daglige drift og fremtid,” siger Ole Bækgaard.

Den nye institutledelse mødes første gang i uge 34, og her er første punkt på dagsordenen at lægge en detaljeret plan for, hvordan ledelsesarbejdet kan tilrettelægges bedst muligt – både praktisk og fagligt. Også reorganiseringen og processen for samme er på dagsordenen, når den nye ledelse træder sammen.

Status på reorganiseringen af instituttet

Nu hvor ledelsen er på plads, kan reorganiseringen  træde ind i næste fase. Det betyder, at arbejdet med at etablere forskningsenheder og undervisningsteams går i gang ultimo august. Det er den nye ledelse, der kommer til at stå i spidsen for denne del af processen.

Status på reorganiseringen vil løbende kunne følges via mails fra institutledelsen og via nyheder her på instituttets medarbejderside.

Administrativt, Administration (Faglighed), Videnskabelig medarbejder, Institut for Folkesundhed, Institut for Folkesundhed, Teknisk/administrativ medarbejder