Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Jørgen Frøkiær bliver ny leder af Institut for Klinisk Medicin

I juli måned tiltræder professor Jørgen Frøkiær som ny leder af Institut for Klinisk Medicin. Med sig har han bl.a. en kulturforståelse baseret på mangeårigt kendskab til den forskning og uddannelse, der finder sted på både instituttet og Aarhus Universitetshospital.

24.05.2018 | Nanna Jespersgård

Nogle af instituttets områder er kolossalt stærke, siger Jørgen Frøkiær, der håber, at han kan finde veje til at lade disse områder inspirere de områder, der har brug for at blive styrket - fx ved at at tiltrække udenlandsk kapacitet.

Det bliver 62-årige Jørgen Frøkiær, klinisk lærestolsprofessor, overlæge og dr. med. på Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, der 1. juli overtager ledelsen af Institut for Klinisk Medicin fra Kristjar Skajaa.

Hermed får instituttet en ’insider’ med masser af ledelseserfaring og stort forhåndskendskab til kulturen. Både i det store bygningsløse institut og hos samarbejdspartneren Aarhus Universitetshospital.

Jørgen Frøkiær er i øjeblikket lærestolsprofessor og dermed forsknings- og undervisningsansvarlig for det lægefaglige speciale klinisk fysiologi og nuklearmedicin, der omhandler forskning og udvikling i diagnostiske metoder specielt med anvendelse af såkaldt molekylær billeddannelse. Selv forsker Jørgen Frøkiær i nyresygdomme og udvikling af nye diagnostiske metoder. Sideløbende er han konstitueret ledende overlæge ved Nuklearmedicin og PET på Aarhus Universitetshospital, hvor han blev professor i 2004.

”Jørgen er en yderst kompetent professor og forskningsleder med et internationalt orienteret fokus og en række personlige erfaringer, der giver ham det bedst tænkelige afsæt for at blive en dygtig strategisk leder af Institut for Klinisk Medicin. Jeg glæder mig meget til at byde ham velkommen,” siger dekan Lars Bo Nielsen.

International – og ikke bange for det kommercielle

Han fremhæver bl.a., at Jørgen Frøkiær har haft tre forskningsophold i USA og gennem årene har været involveret i flere store europæiske forskningskonsortier støttet af blandt andre EU-kommissionen. Desuden har Jørgen Frøkiær været formand for fagområdet sundhed og sygdom i Danmarks Frie Forskningsfond og dermed siddet på den anden side af bordet, når der skal uddeles fondsmidler.

”Læg dertil Jørgen Frøkiærs erfaringer med at starte egen biotekvirksomhed på et tidspunkt, hvor det langtfra var almindeligt, at man som forsker gik den kommercielle vej. Det er også en relevant erfaring at have med som institutleder på et tidspunkt, hvor alle kommer til at fokusere mere på erhvervsretning,” siger Lars Bo Nielsen med henvisning til biotekformaet Action Pharma, der blev startet af bl.a. Jørgen Frøkiær tilbage i 2000 og siden opkøbt af en stor medicinalvirksomhed.

Firmaet udviklede lægemidler til beskyttelse mod de vævsskader, der opstår, når blodforsyningen til et organ afbrydes, og repræsenterer et vigtigt eksempel på, hvordan en forskningsidé i laboratoriet kan udvikles til en behandling af patienter med alvorlig sygdom.

Det unikke samarbejde mellem hospital og universitet

Også hospitalsledelsen på Aarhus Universitetshospital glæder sig over valget af Jørgen Frøkiær, der med det nye job får ansvar for kandidatdelen af lægeuddannelsen. Samtidig bliver han en vigtig samarbejdspartner ift. den kliniske forskning, der foregår på hospitalerne i regionen:

”Med Jørgen Frøkiær som leder af Institut for Klinisk Medicin får Aarhus Universitetshospital en samarbejdspartner, som kan overtage og fortsætte det unikke samarbejde mellem hospital og universitet. Jørgen er en dygtig, erfaren og behagelig person med et imponerende cv og netværk”, siger lægefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital, Claus Thomsen.

”Jørgen har stor erfaring som leder fra både hospitalet og fra universitetet, hvilket er en stor fordel i vores fælles opgave for at styrke og udvikle Aarhus Universitetshospital som universitetshospitalet i Region Midtjylland. Jeg glæder mig, på egne og på hospitalsledelsens vegne, til at byde Jørgen velkommen i den nye rolle”.

Lad det vellykkede sprede sig

Selv glæder Jørgen Frøkiær sig til at skulle arbejde overordnet med personaleledelse, uddannelse og selvfølgelig den forskning, der – sammen med patienterne – har været omdrejningspunkt i hans eget arbejdsliv.

”Jeg håber ikke, at jeg helt skal slippe min egen forskning, men hvor meget eller lidt den kommer til at fylde afhænger af, hvad der er praktisk foreneligt med jobbet. Og det ved jeg ikke præcist endnu,” siger Jørgen Frøkiær, der i sin ledelsesstil har sympati for principperne om at ’lade det vellykkede sprede sig’. Det kommer medarbejderne bl.a. til at mærke ift. instituttets voksende fokus på internationalisering:

”Nogle af instituttets områder er kolossalt stærke og helt fantastisk godt kørende ift. internationalisering, og jeg håber, at jeg kan finde veje til at lade disse områder inspirere de områder, der har brug for at blive styrket, og som har brug for at tiltrække udenlandsk kapacitet,” siger Jørgen Frøkiær, der selv har oplevet at få løftet sin afdeling med hele fire internationale topforskere.

Ingen revolutioner

”Når det er sagt, kommer jeg ikke for at lave store revolutioner. Jeg kommer for at fortsætte en solid og god udvikling af Institut for Klinisk Medicin, der gennem årene har givet mig selv utrolig meget, og som jeg nu har lyst og overskud til at ’betale tilbage’. Det er derfor, jeg har søgt stillingen,” siger Jørgen Frøkiær, der 1. juli overtager posten efter Kristjar Skajaa, der sagde jobbet op i november. Se også artiklen Kristjar Skajaa stopper som institutleder til sommer.

Jørgen Frøkiær er gift med prorektor og professor Berit Eika, som han bor sammen med i Åbyhøj. Parret har tre voksne børn.

Det vil før sommerferien være muligt at møde Jørgen Frøkiær i et videointerview i INSide Health.


Mere om Jørgen Frøkiær

  • Født i 1956
  • Uddannet læge i 1986 fra Aarhus Universitet. Indledte sideløbende med studiet sin forskningskarriere
  • Forsker i nyresygdomme og forsvarede i 1998 disputats om emnet. Har publiceret mere end 300 forskningsartikler inden for sit felt.
  • Fra 1999 overlæge i klinisk fysiologi og nuklearmedicin på Aarhus Universitetshospital, hvor han blev professor i 2004
  • Fra 2012 lærestolsprofessor på Aarhus Universitet og dermed forsknings- og undervisningsansvarlig for det lægefaglige speciale klinisk fysiologi og nuklearmedicin
  • Har bl.a. været formand i Danmarks Frie Forskningsfond og medlem af Lundbeckfondens videnskabelige komité. Sidder pt. i Novo Nordisk Fondens priskomité
  • Har gennem årene modtaget forskellige priser, bl.a. Familien Hede Nielsens Forskningspris samt Odd Fellow Ordenens Forskningspris. Modtog februar 2018 hædersprisen fra Danske Lægers Forsikringsforening for sin omfattende indsats inden for kliniske og eksperimentelle organfunktionsundersøgelser af nyrerne.

Kontakt

Klinisk lærestolsprofessor, overlæge og dr. med. Jørgen Frøkiær
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin, Klinisk fysiologi og nuklearmedicin og
Aarhus Universitetshospital, Nuklearmedicin og PET
Mail: jf@clin.au.dk
Telefon: 78 45 62 00
Mobil: 20 23 45 27

      

Forskning, Health, Ekstern målgruppe, Offentligheden/Pressen, Sundhed og sygdom, Videnskabelig medarbejder, Navnenyt, Innox, Institut for Biomedicin, Teknisk/administrativ medarbejder