Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Kemicocktail i mor hæmmer fostrets vækst

For første gang har forskere påvist, at en kombination af perfluorerede stoffer i moren hæmmer børns vækst signifikant. Det er netop de stoffer, som miljø- og fødevareministeren i øjeblikket arbejder på at forbyde.

24.02.2019 | Ida Skytte Asmussen

Giftige organiske perfluorerede stoffer er overalt omkring os. Nu viser forskning, at deres samlede biologiske effekt i gravide kvinder skader fostres vækst.

De gør mange ting i vores hverdag lettere: De holder børnefødder tørre i imprægnerede støvler, de får frikadellerne til at slippe panden let, og de gør tæppet nemmere at rense.

Men miljøkemikalierne, de perfluorerede stoffer, har en lang række skadelige effekter, hvoraf den seneste i rækken viser sig at være nedsat vækst hos fostre.

Det fremgår af et nyt studie, hvor forskere fra Aarhus Universitet har undersøgt kemikaliernes cocktail-effekt, og fundet er både signifikant og alarmerende, fortæller professor Eva Cecilie Bonefeld-Jørgensen fra Institut for Folkesundhed.  

”De perfluorerede stoffer kan efterligne hormonet østrogen, og derfor kan de forstyrre kroppens naturlige hormoners arbejde med blandt andet at udvikle fostret. Vi kan se, at den komplekse blanding af perfluorerede stoffer i moren hæmmer fostrets vækst og længde,” siger hun.

Hidtil har forskere kun undersøgt stoffernes individuelle indvirkning på fostre, og her har resultaterne ikke været helt entydige.
Eva Cecilie Bonefeld-Jørgensen og hendes forskerkolleger har udviklet en ny metode til at udvinde og isolere indholdet af stofferne fra blodet og efterfølgende bestemme stoffernes kombinerede hormonforstyrrende effekt - det man populært kalder cocktaileffekten - på fosterudviklingen.

”Regnestykket hedder ikke 1+1=2, men 1+1= 3, når det gælder den samlede effekt. Lav fødselsvægt kan føre til en række sygdomme senere hen i livet, men vi mangler stadig konkret viden om, hvordan børnene, der blev udsat for stofferne, udvikler sig,” siger Bonefeld-Jørgensen om resultatet, der er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Environmental Health Perspectives.

Hun afventer i øjeblikket svar på en ansøgning om fondsmidler til den nødvendige opfølgning på børnenes udvikling.

Måske dansk forbud på vej

Forskerne har undersøgt blodprøver fra 702 gravide danske kvinder, der har været tilmeldt databasen ”Aarhus Børns Biobank”. Der er ikke tidligere lavet så grundige undersøgelser af koncentrationen af perfluorerede stoffer og deres biologiske effekt i gravide kvinder, men studiet lægger sig op ad tidligere forskning på området. Stofferne er desuden sat i forbindelse med blandt andet brystkræft, fertilitetsproblemer, ADHD, risiko for astma, nedsat immunforsvar og nedsat effekt af vacciner.

De skadelige miljøkemikalier ophobes i kroppen og er svært nedbrydelige. De er fedt- og vandafvisende og findes i vores mad, i luften, i støv og vand og en lang række hverdagsprodukter som eksempelvis regntøj, madindpakning, møbeltekstiler og make-up. Kun få af de knap 1000 forskellige perfluorerede stoffer er i dag reguleret af lovgivning, og der er ikke noget krav om varedeklaration.

”Som forbruger bliver man nødt til at spørge i butikken. Varer med de giftige stoffer er populære, men vi betaler prisen med vores børns og vores eget helbred, hvis ikke vi styrer uden om produkterne,” siger forskeren.

Området er EU-reguleret, men miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) har for nylig meldt ud, at han vil undersøge muligheden for et nationalt forbud mod stofferne i pap og papir til fødevareemballage.

Det nye studie er en del af Aarhus Universitets Fetotox-projekt, der studerer kvinder og børns påvirkning af perfluorerede stoffer.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Bag om forskningsresultatet

  • Studiet er en tværsnitsundersøgelse af gravide kvinder i Aarhus i perioden 2011 til 2013.   

Kontakt

Professor og leder af Center for Arktisk Sundhed & Molekylær Epidemiologi Eva Cecilie Bonefeld-Jørgensen
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed
Mobil: +45 28 99 24 80
Mail: ebj@ph.au.dk

 

Forskning, Sundhed og sygdom, Offentligheden/Pressen, Health, Health, Videnskabelig medarbejder