Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Kun én fondsdatabase fra udgangen af marts

Mange forskere har gode erfaringer med den eksterne fondsdatabase Research Professional, og det er en af grundene til, at Forskningsstøtteenheden udvider prøveordningen med foreløbig to år. Samtidig afvikles Researchfunding.net., der er AU’s og AUH’s egen lokale database.

07.01.2019 | Nanna Jespersgård

Forskere skal huske at gemme deres opsætninger og lister, inden Researchfunding.net lukker og slukker med udgangen af marts, så opsætningerne kan genskabes manuelt i Research Professional, siger superbruger og bibliotekar i Forskningsstøtteenheden Pernille Hamburger Grøngaard.

De fleste kender den allerede, fondsdatabasen Research Professional, som siden foråret 2017 har givet forskere adgang til tusindvis af opslag. Fra nationale fonde til Horizon 2020 og opslag under den amerikanske læge- og sundhedsvidenskabelige forskningsinstitution National Institutes of Health, NIH.

Nu bliver prøveordningen på det amerikanskejede Research Professional gjort permanent med en fast kontrakt, og AU og AUH afvikler ved samme lejlighed fondsdatabasen Researchfunding.net.

”I første omgang udbød vi Research Professional som supplement til Researchfunding.net, men nu er den eksterne database ved at blive opdateret med de nationale bevillinger, som tidligere kun var registreret hos os selv. Derfor er der ikke længere grund til at køre med to systemer, ” siger Pernille Hamburger Grøngaard, der er superbruger og bibliotekar i Forskningsstøtteenheden.

Husk at gemme lister

Hun gør opmærksom på, at forskere skal huske at gemme deres opsætninger og lister, inden Researchfunding.net lukker og slukker med udgangen af marts, så opsætningerne kan genskabes manuelt i Research Professional. Hun peger i den forbindelse på, at Research Professional har en række tutorials med fif og tricks til systemets mange muligheder. Det er dog ikke muligt at overføre lister elektronisk fra Researchfunding.net til Research Professional.

”Research Professional er umiddelbart tilgængeligt for alle på en AU-computer, men som forsker bør man oprette en personlig profil. Så kan man generere lister og downloade, gemme og ikke mindst dele sine søgeresultater med kolleger på en måde, der ikke er mulighed for i AU’s eget system,” siger Pernille Hamburger Grøngaard.

Hun tilføjer, at både institutter og mindre forskningsgrupper er velkomne til at kontakte hende både for en nærmere introduktion og eventuel hjælp til at flytte database. Det gælder også, hvis man skal have adgang fra AUH eller et af regionshospitalerne.

Udtryk for en markedsudvikling

Ole Steen Nielsen, der er prodekan for forskning, glæder sig over, at forskerne fremover kun skal lede ét sted, når de søger fondsopslag. Tilmed uden at det går ud over kvaliteten og til en lavere pris for universitetet.

”Research Professional er intuitivt og brugervenlig med en utrolig stærk dækning, så det er glædeligt, at så mange forskere har taget systemet til sig. Og det er jo heller ikke underligt, at en ekstern database med mange brugere i forskellige lande kan noget andet og mere end en lokalt forankret løsning – det er udtryk for en naturlig markedsudvikling,” siger Ole Steen Nielsen.

AU og AUH var firstmovere, men…

Researchfunding.net kom til verden i 2010, hvor der kun i begrænset omfang fandtes tilsvarende værktøjer ude i verden, som man kunne abonnere på. Dengang, for otte år siden, fik cirka 1700 AU-ansatte adgang til systemet, og antallet af brugere voksede efterfølgende med en 600-700 medarbejdere om året.

Tilsvarende gik det i mange år opad med antallet af årlige opslag, der steg fra cirka 10.000 i 2011 til det dobbelte i 2014, for så at falde til cirka 15.000 opslag i 2017.

Der blev lukket for oprettelse af nye profiler i Researchfunding.net i oktober sidste år, hvor Forskningsstøtteenheden i stedet begyndte at henvise til Researchprofessional.com. Man kan oprette sin profil her. Researchfunding.net har sidste dag i drift d. 31. marts i år.


Kontakt

Bibliotekar Pernille Hamburger Grøngaard
AU Forskning og eksterne relationer, Forskningsstøtteenheden
Mail: phg@au.dk
Mobil: +45 30 58 79 40

Forskning, Sundhed og sygdom, Videnskabelig medarbejder, Institut for Biomedicin, Health, Teknisk/administrativ medarbejder, Institut for Folkesundhed, Institut for Klinisk Medicin, IOOS, Health