Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Skou-professorer: Nære relationer giver faglig gevinst

Hvordan skaber man et frugtbart samarbejde på tværs af nationaliteter, forskellige forskningstraditioner og tidszoner? Det hjælper at have fagligheden til fælles. Mød to Honorary Skou-professorer: Irena Sailer og Kenneth Rothman og deres danske værter: Golnoush Bahrami og Vera Ehrenstein.

01.10.2019 | Henriette Stevnhøj og Lise Wendel Eriksen

Professor, dr.med.dent. Irena Sailer er Skouprofessor på IOOS

Jeg ser frem til samarbejdet – og måske lærer jeg dansk

Professor, dr.med.dent. Irena Sailer, University of Geneva og Honorary Skou Professor på IOOS.

”Jeg er beæret over at blive udnævnt som Honorary Skou Professor, og jeg håber på et tæt og produktivt samarbejde mellem de to odontologiske enheder i Aarhus og Genève. Udover at vi er fælles om at skabe viden og forskning, tror jeg også, at samarbejdet vil forbedre undervisningen i protetik på begge universiteter.

På det personlige plan håber jeg at finde nye venner i Danmark, lære landet at kende, dets kultur og køkken – måske lærer jeg også at tale dansk en dag.

Jeg vil gerne dele ud af min praktiske og teoretiske viden fra mit forskningsfelt inden for protetik, og jeg håber, at også studerende og yngre forskere får glæde af samarbejdet. Som chefredaktør for International Journal of Prosthodontics kan jeg tilbyde en platform for videnskabelige publikationer for mine kolleger i Aarhus, ligesom jeg gerne vil invitere til samarbejde om forskning og undervisningsaktiviteter – og det må gerne foregå i Genève. I det hele taget ser jeg frem til enhver form for udveksling.”

 

Båndet mellem os er som et frø, der skal vandes og næres

Lektor ved Institut for Odontologi og Oral Sundhed, Golnoush Bahrami og vært for Irena Sailer.

”Personligt er det en stor ære at være vært for Irena Sailer. Hun er i vores verden et meget stort navn, og hun har en imponerende videnskabelig karriere og er en enorm kilde til viden. Jeg finder hende meget inspirerende, både på det faglige og på det personlige plan.

Irena Sailer er som Honorary Skou Professor på IOOS er en gylden mulighed for at bedrive excellent forskning, og relationen til hende er et bånd, som skal plejes, før det bliver stærkt. Jeg sammenligner det med at plante et frø – det skal have vand og næring for at vokse sig stort og bære frugt.

Indtil videre har mine opgaver ved Irena Sailers besøg primært været af praktisk karakter. Fra bestilling af hotel til planlægning af program for besøget. Jeg glæder mig meget til at introducere hende til Aarhus og til instituttet. Og til at fortælle om vores forskningsprojekter og de ideer, ligesom jeg gerne vil vide mere om hendes forskning i Genève. Jeg håber at kunne skabe en hyggelig og uformel stemning, så hun får en fantastisk oplevelse, som hun kan mindes med glæde – og som kan bane vejen for et tættere samarbejde.

Jeg ser frem til, at vores enheder i Aarhus og Genève kan drage nytte af hinanden, og det gælder ikke mindst i forhold til de yngre forskere. Irena Sailer har en juniorforsker med, og jeg håber, at de unge forskere fra begge universiteter kan inspirere hinanden.”

 

Skou-professoratet styrker vores forbindelse

Professor Kenneth Rothman, Research Triangle Institute and Boston University og Honorary Skou Professor ved Institut for Klinisk Medicin.

”Min relation til Aarhus Universitet går mere end 30 år tilbage. Jeg startede med at undervise på et kursus i epidemiologiske metoder. Siden er mine bånd til Aarhus blevet forstærket med stadig mere forskningssamarbejde mellem studerende fra Klinisk Epidemiologisk Afdeling i Aarhus og Institut for Epidemiologi på Boston University. Jeg tror, at mit Honorary Skou-professorat vil styrke forbindelsen yderligere. 

Jeg tror, at forholdet blomstrer, fordi det er så omfavnende; vi har både forskning, undervisning og udveksling på tværs af universiteterne, og jeg håber, at min udnævnelse gavner vores succesfulde partnerskab langt ind i fremtiden”.

 

 

Det er en ære at byde min mentor velkommen

Professor ved Klinisk Epidemiologisk Afdeling, Institut for Klinisk Medicin, Vera Ehrenstein og vært for Kenneth Rothman.

”Professor Kenneth Rothman har været min kollega og mentor, siden jeg var ph.d.-studerende. Jeg er glad for, at vi har holdt kontakten i mere end 20 år, og at samarbejdet nu fortsætter på det institutionelle niveau.

Ken er en af verdens førende eksperter i epidemiologi. Han har skrevet “Modern Epidemiology”, den lærebog, der er blevet brugt til uddannelse af mange generationer af epidemiologer. Han er desuden mangeårig redaktør af det videnskabelige tidsskrift Epidemiology, som vi ofte publicerer i.

På instituttet samarbejder vi med Ken om flere projekter, og han deltager i vejledning af ph.d.-studerende.

Ved Kens besøg planlægger jeg det videnskabelige program og har ansvar for, at alt omkring besøget glider let. Han skal mødes mange kolleger og studerende, og der vil blandt andet blive et afdelingsseminar om scientific writing.”

Arrangement, Sundhed og sygdom, Videnskabelig medarbejder, Health, Institut for Klinisk Medicin, Teknisk/administrativ medarbejder, Institut for Odontologi, Health, Institut for Retsmedicin