Nobelpristager, læge og fysiolog Jens Christian Skou er død 99 år.

Læge og fysiolog fra Aarhus Universitet, professor emeritus Jens Christian Skou, som modtog verdens mest eftertragtede og prestigefyldte hædersbevisning, Nobelprisen, døde den 28. maj 2018. Han blev 99 år.

29.05.2018 | Henriette Stevnhøj

Jens Christian Skou

Nobelpristager Jens Christian Skou. Foto: Søren Kjeldgaard

Professor emeritus Jens Christian Skou modtog Nobelprisen i kemi i 1997, fyrre år efter han opdagede den såkaldte natrium-kalium-pumpe – en lille, men livsvigtig mekanisme, der sidder i alle kroppens celler. Pumpen opretholder en saltbalance ved at transportere ioner gennem cellemembranen, der er en forudsætning for, at muskler og nerver kan fungere.

Hans arbejde har haft uvurderlig betydning for den sundhedsvidenskabelige forskning globalt og på Aarhus Universitet som helhed - og på Institut for Biomedicin i særdeleshed.

Et resultat af fri forskning

Siden Skous opdagelse i 1957 har forskere i hele verden studeret, hvordan pumpen kan være involveret i en række forskellige sygdomme, men for Skou var der ingen strategisk eller målrettet vej til den banebrydende opdagelse. Han yndede selv at sige, at han, med de forhold der gælder i dag, var endt i bunken med ‘ikke-støtteværdige projekter’. I et interview fra 2008 beskrev Skou således, hvordan folk sagde, at han vrøvlede, da han påstod, at et enzym kan transportere ioner.

Skous Nobelpris satte for alvor Aarhus Universitet på verdenskortet.

”Jens Christian Skous store bedrifter både som forsker og som menneske vil for altid fylde Aarhus Universitet med stolthed. Ikke mindst efter han i 1997 blev tildelt Nobelprisen i kemi efter en meget succesfuld forskerkarriere. Jens Christian Skou har haft afgørende betydning for den sundhedsvidenskabelige forskning, og han var lige til det sidste en enestående inspirationskilde for både forskere og studerende. Æret være hans minde,” udtaler rektor Brian Bech Nielsen.

Støtte til fri forskning er også en af de mærkesager, Jens Christian Skou vil blive husket for på Aarhus Universitet. Det siger dekan ved det sundhedsvidenskabelige fakultet, Health, Lars Bo Nielsen:

”Jens Christian Skou var til det sidste meget optaget af de vilkår, som nutidens forskning er underlagt. Hans utrættelige kamp for at fortælle politikere og omverden om vigtigheden af frie midler til forskning har haft enorm betydning for forskningsmiljøet. Han har været en hjørnesten og et fyrtårn for forskningen, og vi er mange, som er ham dybt taknemmelig for hans indsats”.

Skous minde lever videre

Mindet om Jens Christian Skou lever dog videre. Også helt konkret, da han lægger navn til Institut for Biomedicins nyeste bygning, som bliver indviet i oktober 2018. Samtidig var han på sin 98-års fødselsdag i 2016 med til at uddele den første pris, som er indstiftet i hans navn. Trods sin høje alder var Skou stadig videnskabeligt aktiv og havde sit kontor på universitetet indtil for få år siden. Han publicerede sin sidste artikel så sent som i 2015. Hans kontor bliver omdannet til museum efter Skous ønske og er allerede overflyttet til Steno Museet i Aarhus.

Jens Christian Skou efterlader sig hustruen Ellen Margrethe Skou, to døtre og svigersønner samt børnebørn.

Læs nekrolog

Læs mere om Skou og Nobelprisen


Yderligere oplysninger

Dekan Lars Bo Nielsen
Aarhus Universitet, Health
Tlf: 87 15 20 07
Mobil: 30 24 82 03 
larsbo@au.dk 

Navnenyt, Ekstern målgruppe, Health, Videnskabelig medarbejder, Sundhed og sygdom, Teknisk/administrativ medarbejder, Institut for Biomedicin, Studerende, Health, Ph.d.-studerende