Nu er alle AU’s bygninger undersøgt for PCB

Der er ikke konstateret PCB-niveauer over den sundhedsskadelige grænseværdi i de knap 30 AU-bygninger, som hen over foråret er blevet undersøgt.

29.05.2015 | Signe Opstrup

Aarhus Universitet lejer sig ind i knap 30 bygninger, som er bygget eller renoveret i den periode, hvor man anvendte PCB-holdige materialer. Disse bygninger er hen over foråret blevet undersøgt for spor fra PCB-holdige materialer ved at måle forekomsten af PCB i indeluften, og resultatet er, at der ingen steder er fundet PCB-niveauer over den sundhedsskadelige grænseværdi.

De undersøgte bygninger er:

 
  • Fredrik Nielsens vej 4
  • Langelandsgade 139
  • Høegh-Guldbergs Gade 6a
  • Barak 12
  • Observatoriet
  • Moesgaard Alle 18
 
 
  • Moesgaard Museum
  • Finlandsgade 4, 6-8 og 20
  • Katrinebjerg 89, C, E og F
  • Katrinebjergvej 89, 95 og 105
  • Kælder under bygning 5126
  • Grenåvej 14
 

Med de sidste PCB-målinger i hus, kan AU nu sætte punktum for et længere forløb, hvor alle relevante AU-bygninger er blevet undersøgt for PCB-forekomster i indeluften. De første undersøgelser blev lavet i efteråret 2014. Her blev alle de AU-bygninger, som Bygningsstyrelsen formelt er ejer af, undersøgt for PCB. Foråret er blevet brugt på at undersøge de resterende bygninger.

Alle undersøgelser er foretaget som stikprøver i udvalgte lokaler i bygninger, som er bygget eller renoveret i den periode, hvor man anvendte PCB-holdige materialer, fx fuger, maling og visse gulvbelægninger og lysarmaturer. Der er ikke blevet målt i bygninger, der er opført efter, det er blevet ulovligt at bruge PCB-holdige byggematerialer.

Implementering af handleplaner

Efterårets målinger viste et moderat forhøjet niveau af stoffet PCB i ti bygninger på ST og Aarhus BSS, og konkrete handlingsplaner blev derfor sat i værk for at få renset bygningerne.

Handlingsplanerne er med til at sikre, at der bliver taget hånd om problemerne efter Arbejdstilsynets regler.

Status på implementering af handleplaner på Aarhus BSS:

I det nordøstre hjørne af Universitetsparken er Aarhus BSS Bygningsservice i gang med at udskifte alle lysarmaturer med PCB-stoffer. Der er udskiftet ca. 15 % af det samlede antal problematiske lysarmaturer med PCB-stoffer. De resterende armaturer, herunder armaturer i undervisningslokaler, udskiftes henover sommerperioden 2015.

I lokaler med forhøjet PCB-værdi udskiftes i øvrigt gulvbelægning, da dette vurderes at være en mere sikker løsning end grundrengøring af gulvet. Alle lokaler med forhøjet PCB-værdi specialrengøres. Denne rengøring håndteres i samarbejde med ST, der har udbudt opgaven eksternt.

I ét lokale, 1343/193, er kilden for den forhøjede PCB-værdi fortsat uafklaret. Brugerne er orienteret, og lokalet er taget ud af brug. Forskellige tiltag afprøves, og nye målinger vil blive foretaget.

På Fuglesangs Allé er kilderne fjernet i de to kælderlagerlokaler, hvor der blev målt forhøjet PCB-værdi, og lokalerne er specialrengjort. Udluftning foretages med luftrenser. 

Status på implementering af handleplaner på ST:

I bygning 1520 er alle primære kilder til PCB forurening i form af kondensatorer i lysarmaturerne fjernet. Halvdelen af bygningen er allerede blevet renoveret, og man er i gang med en gennemgribende renovering af to etager, som forventes afsluttet i løbet af 2015. 

Der er igangsat en total renovering af bygning 1522. Problemet med PCB i denne bygning vil derfor være afhjulpet inden efterårssemesteret 2015.

I bygning 1540 fjerner man udvendige gummifuger og renser murværket.  Dette arbejde forventes afsluttet i forsommeren 2015. Alle lokaler og alt inventar i bygningen vil derefter blive grundigt rengjort.

Potentielle PCB-kilder fjernes

Ud over de iværksatte handlingsplaner er man også i gang med at fjerne potentielle kilder til PCB-forurening fra AU’s bygninger – også selvom der ikke er tegn på PCB. Dette gøres for at eliminere risikoen for, at der i fremtiden vil opstå PCB forurening på grund af læk i fx lysarmaturer, som på nuværende tidspunkt er tætte.

Yderligere oplysninger

Administrativt, Alle grupper, Alle AU-enheder, Aarhus Universitet, Administrativt