Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Ny doktor i diabetes i Grønland

Speciallæge i almen medicin, ph.d. Michael Lynge Pedersen er blevet doktor med speciale i håndtering af diabetes i Grønland.

19.03.2019 | Henriette Stevnhøj

Hvordan får personer med diabetes den bedste behandling og viden om deres sygdom, selv om de bor i en lille bygd i et fjernt hjørne af Grønland mange timer væk fra lægehjælp? Det har speciallæge i almen medicin, ph.d. Michael Lynge Pedersen fra Greenland Center for Health Research, University of Greenland, lavet en doktorafhandling om, som netop er blevet forsvaret ved Aarhus Universitet.

Michael Lynge Pedersen har beskrevet 10 års brug af en ny model for diabetesomsorg i Grønland. Diabetes er historisk set en nyere sygdom i Grønland og blandt andet konsekvens af landets hurtige omstilling fra fangersamfund til velfærdsstat. mange grønlændere har i dag type 2-diabetes i forhold til for ca. 50 år siden. Befolkningsundersøgelser har tidligere påvist, at 10 procent af de voksne over 35 har type 2-diabetes og 20 procent har forstadier. Oveni har hver femte grønlænder en genvariant som gør, at de er i særlig stor risiko for at udvikle diabetes. Dette skal kombineres med, at Grønland har helt særlige udfordringer i sundhedsvæsen pga. lange afstande, tyndt befolkede områder og mangel på fast sundhedspersonale.

Med diabetesmodellen viser Michael Lynge Pedersen, hvordan man bedst bedriver god diabetesomsorg under disse forhold. Modellen for diabetesbehandlingen vil ifølge den nye doktor også kunne overføres til andre kroniske sygdomsgrupper og dermed gavne den generelle folkesundhed i Grønland.

Michael Lynge Pedersen får sin doktorgrad ved Health, Aarhus Universitet, hvor han også var ph.d.-studerende.  

Forsvaret fandt sted 8. marts 2019. Afhandlingens titel: “Diabetes in Greenland 2008-2017. A new model of diabetes care in Greenland based on continued monitoring, analysis and adjustment of initiatives taken”.

Kontakt:

Speciallæge, dr.med. Michael Lynge Pedersen
E-mail: milp@peqqik.gl 

Navnenyt, Videnskabelig medarbejder, Health, Health, Offentligheden/Pressen, Ekstern målgruppe