Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Ny forskning: Dansk næsefilter mere end halverer gener ved høfeber

Videnskabelige forsøg fra Aarhus Universitet viser bl.a. markant færre symptomer som nysen, rindende øjne og sløvhed ved brug af et minifilter, der standser pollen i næsen. Resultaterne er netop præsenteret i Barcelona.

08.06.2015 | Kirsten Olesen

Det danske næsefilter er på størrelse med et par kontaktlinser og fungerer ved, at man sætter det i næsen. Her fjerner det partikler fra indåndingsluften – herunder pollen fra græs, som er en af de hyppigste årsager til høfeber.

Pollensæsonen kan måske blive lettere for nogle af de ca. 500 millioner mennesker verden over, der lider af nys og løbende næse, vand i øjnene og træthed, når græsset blomstrer (sæsonbetinget allergisk rhinitis).

Det tyder meget på, efter at forskere fra Aarhus Universitet har testet et dansk næsefilter, Rhinix, på 65 græsallergikere i en park med masser af pollen. Forsøget foregik over to dage i 2014, og forsøgspersonerne var ikke i medicinsk behandling. Til gengæld blev de enten udstyret med et rigtigt næsefilter eller et snyde-filter (placebo).

Konklusionen er, at filteret var betydeligt mere virksomt end snydebehandling uden filter – især, hvis det blev brugt forebyggende:

”Næsefilteret mere end halverede en række af de mest almindelige gener som nys, løbende næse og øjne, der løber i vand. Og når forsøgsdeltagerne fik det i næsen, inden deres symptomer begyndte, var effekterne endnu mere udtalte, hvilket vi ser som udtryk for næsefiltrenes forebyggende virkning”, siger professor Torben Sigsgaard, Aarhus Universitet.

Op til 100 pct. virkning

Blandt de forsøgspersoner, der fik filteret i næsen, inden deres symptomer begyndte, viste studiet f.eks., at nys og løbende øjne blev reduceret med 100 pct. over hele dagen, mens oplevelsen af løbende næse var 84 pct. mindre i forhold til snydebehandlingen. Forskellene i symptomniveau var større, end tilsvarende parkstudier har vist for medicinsk behandling.

”Tilmed fik forsøgspersonerne det ikke værre, selv om pollenniveauet blev knap tre gange højere fra dag ét til dag to, og det antyder, at filtrene får yderligere berettigelse, jo værre pollenniveauet er”, siger medicin- og ph.d.-studerende Peter Sinkjær Kenney fra Aarhus Universitet, der selv har opfundet filteret.

Reducerede også sløvhed

Et andet markant resultat er, at næsefiltrene så ud til at reducere sløvhed med mere end 50 pct. i forhold til snydebehandling:

”Det er interessant, fordi sløvhed er en væsentlig bivirkning ved en del af de mest brugte antihistaminer samtidig med, at allergien i sig selv ofte gør allergikeren mere sløv. Så for nogle allergikere kan det måske vise sig at være den vigtigste hjælp, filteret kan yde”, siger Torben Sigsgaard.

Studiet er netop præsenteret på den Europæiske Allergikongres, The 2015 Annual Congress of the European Academy of Allergy and Clinical Immunology, EAACI, i Barcelona og bliver publiceret i Journal of Allergy and Clinical Immunology om kort tid.

Desuden publicerer forskerne inden længe resultater fra et stort forsøg med 1.073 deltagere, hvor en betydelig del af forsøgspersonerne oplever filteret tilstrækkelig behageligt til, at man kan bruge det hver dag i høfebersæsonen. Studiet blev også præsenteret på kongressen i Barcelona.


Fakta:

  • Studiet med titlen ”The preventive effect of nasal filters on allergic rhinitis: A randomized, double-blind placebo-controlled crossover park study” er udført i samarbejde med ekstern lektor, overlæge, dr. med. Ole Hilberg, Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital og medicinstuderende Anne Cathrine Laursen, Aarhus Universitet samt ph.d. Robert George Peel, Aarhus Universitet.
  • Studiet ”Usability of nasal filters in managing seasonal allergic rhinitis: An observational, open-label in-season study” er udført i samarbejde med ekstern lektor, overlæge, dr. med. Ole Hilberg, Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital og Astma-Allergi Danmark.
  • Potentiel interessekonflikt: Rhinix ApS er etableret af filterets opfinder, Peter Sinkjær Kenney, i samarbejde med SDTI A/S, og har støttet forskningsprojektet økonomisk. 

Yderligere oplysninger:

Medicin- og ph.d.-studerende Peter Sinkjær Kenney
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed
Mobil: 6171 9898
ptkh@ph.au.dk    

Professor Torben Sigsgaard
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed
Mobil: 2899 2426
ts@ph.au.dk

Forskning, Sundhed og sygdom, Alle grupper, Institut for Folkesundhed, Health, Ekstern målgruppe