Ny pulje skal støtte Health-underviseres internationale profil

Som en del af indsatsen for at skærpe den internationale profil på Health åbnes der nu for en ny pulje, som skal understøtte internationalt forskningssamarbejde for lektorer, som har store undervisningsopgaver.

17.04.2018 | Simon Byrial Fischel

Fra d. 17. april til og med d. 4. juni 2018, kan undervisere på Health søge midler til forskningsprojekter af international karakter.

Dygtige undervisere er en af de absolutte grundpiller for et stærkt fakultet. Samtidig er det essentielt, at undervisningen baseres på den nyeste forskning inden for feltet. Det er derfor vigtigt, at de lektorer, der i høj grad dedikerer sig til undervisning, får midler og muligheder til samtidig at være med helt fremme på den internationale forskningsscene.

Netop derfor er det nu muligt for lektorer at søge en ny pulje, der er oprettet som led i internationaliseringsindsatsen på Health. Puljen er tiltænkt lektorer, som gør en særlig stor indsats på undervisningsfronten, og hvis forskningsaktiviteter har international karakter. Støtten tildeles i form af individuelle tilskud til enten nye eller igangværende forskningsprojekter og vil være på mellem 100.000 – 200.000 kr.

Hvordan midlerne bruges, vil i høj grad være op til den enkelte bevillingsmodtager. Lektorer kan søge puljen med indstilling fra institutlederen ved at indsende en kort projektbeskrivelse og argumentation for ansøgningen via denne webformular.

Få mere information om puljen og hvordan du ansøger i denne vejledning.

Fristen for ansøgning er mandag den 4. juni 2018 kl. 12.00.

Kontakt
Lise Wogensen Bach
Prodekan for Talentudvikling
Mail: lwb@au.dk
Mobil: +4525488522

Bevillinger og priser, Forskning, Videnskabelig medarbejder, Health, Health, Politik og strategi, Administration (Faglighed)