Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Pas på virus i vedhæftede filer

IT og Digitale Medier oplever i øjeblikket en kraftig stigning i antallet af forsøg på at inficere computere på AU med en virus af typen ransomware, der tager computerens data som gidsel og kræver en løsesum. Vær derfor særligt opmærksom, inden du åbner vedhæftede filer, og sørg for at tage backup.

21.01.2015 | Mette Helm

En ny type virus vil have fingrene i dine data. Vær derfor opmærksom på vedhæftede filer og tag backup. Foto: Colourbox.

Ransomware er en form for computervirus, der krypterer filer, både lokalt og på netværksdrev, og beder ejeren om at betale en løsesum for at få udleveret nøglen til at låse filerne op. Den kryptering, virussen benytter, er så kraftig, at data reelt er tabt, hvis ikke man får fat i nøglen. Virussen er i stand til at ændre sin egen kode, hvilket gør det svært for antivirusprogrammer at spore den.

Informationssikkerhedschef Ole Boulund Knudsen opfordrer derfor alle medarbejdere til at være særligt opmærksomme på vedhæftede filer, især hvis de kommer fra ukendte afsendere, og til at tage backup af de data, der ligger lokalt på computeren.

Læs mere på Driftstatus og kontakt nærmeste IT Helpdesk, hvis du får mistanke om virus på din computer

For yderligere information

  • Ole Boulund Knudsen, Informationssikkerhedschef, IT og Digitale Medier tlf. 30 62 20 85, mail: obk@au.dk
Administrativt, Alle grupper, Alle AU-enheder, Enhedsadministration, Administrativt